Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Medie: Mac-computere kommer med Apple-processorer i 2020

Medie: Mac-computere kommer med Apple-processorer i 2020

Ligesom i iPhones, iPads og iPods vil Apple fra 2020 anvende egenudviklede processorer til sine Mac-computere. Dermed skrottes Intels processorer.

Ifølge Bloomberg er Apple i gang med de første spadestik til et nyt, stort projekt kaldet Kalamata. Det har til formål at forene Apples forskellige produkter og blandt andet få Mac-computere og iPads til at fungere bedre sammen.

Læs også: Apple lancerer iMac Pro: Hundedyr og vild arbejdsstation

Det betyder, at Apple vil foretage et stort skifte, når det kommer til hardwaren i Mac-computere. Fra 2020 vil iMac- og MacBook-computere nemlig komme med processorer, som Apple selv designer. Dermed er det farvel og tak til Intel, som har været leverandør af processorer til Apples computere siden 2005.

Men det samarbejde vil altså snart høre op, og det er noget, som vil gøre ondt på Intel. Apple står for cirka fem procent af Intels årlige omsætning, og oven på Bloombergs afsløring er Intels aktie dykket med 9,2 % - det højeste i mere end to år.

iOS-apps kan køre på Mac-computere

Skiftet fra Intel- til Apple-processorer er da også stort, for det vil gøre det muligt for Apple at få fuld kontrol over, hvordan softwaren og hardwaren skal spille sammen ligesom på iPhones, iPads, iPods, Apple TV, Apple Watch osv. En fordel ved dette er, at batteritiden kan optimeres yderligere.

En anden stor nyhed, som Apple-processorer i kommende Mac-computere vil bringe med sig, er muligheden for at køre iOS-apps fra iPads og iPhones på Mac-computere. Dette projekt går under navnet Marzipan, og understøttelse i macOS vil faktisk allerede blive udgivet en gang i næste år.

Læs også: Apple er begyndt at fremstille egne MicroLED-skærme

I 2019 har Apple dog endnu ikke Mac-computere på markedet med egne Apple-processorer. Derfor lanceres de, ligesom den seneste MacBook Pro og iMac Pro, med en såkaldt co-processor, som er en lille, ekstra processor, der anvender samme arkitektur (ARM) som iOS-enheder.

En tredje stor fordel ved, at Apple begynder at anvende egne processorer til Macs er, at it-giganten ikke længere er afhængig af, hvornår Intel lancerer nye processorer. Dermed kan Apple præsentere nye Mac-computere lige når det passer producenten, og hardwaren kan også udvikles i et tempo, som Apple selv bestemmer.

Det er ikke kun leverandører af processorer, som Apple vil gøre sig uafhængig af. Der går også rygter om, at Apple er i gang med at producere egne MicroLED-skærme som alternativ til OLED-skærme. Dette projekt er dog også fortsat i en tidlig fase.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies