Microsoft afliver app-butik til Windows Mobile

Om to måneder er det slut med nye applikationer til Windows Mobile-telefonerne via Marketplace. Microsoft lægger app-butikken i graven.

Microsoft afliver app-butik til Windows Mobile

Alle mobil-ejere, som stadig benytter det gamle Windows Mobile-styresystem, skal måske i gang med at opdatere og hamstre applikationer, hvis de er vant til at gå igennem Marketplace.

Om to måneder trækker Microsoft således stikket til app-butikken for Windows Mobile (Bemærk: IKKE det nye Windows Phone).

Softwaregiganten understreger i en e-mail, at denne del af Marketplace vil gå i sort den 9. maj og dermed afskære alle muligheder for at opdatere nuværende programmer samt downloade nye via denne kanal.

Windows Mobile-brugere kan dog stadig få nye apps til samlingen, såfremt udviklerne eksempelvis tilbyder download af deres programmer fra egne hjemmesider eller app-butikker.

Alle de apps, man har liggende på telefonen, vil selvfølgelig fortsætte med at virke, selvom butikken bliver lukket.