Microsoft pointerer: Windows 10 ikke gratis til alle

Forleden skabte Microsoft overskrifter med sin udmelding om at give det kommende Windows 10 væk. Det er en sandhed med modifikationer.

Microsoft pointerer: Windows 10 ikke gratis til alle

Da Microsoft meddelte til en konference i Kina at Windows 10 vil blive gratis for alle, vakte det glæde, men det var altså for godt til at være sandt. Noget var gået tabt i oversættelsen.

Læs også: Microsoft i gavehumør: Windows 10 er gratis – også for pirater

Dengang lød det, at alle PC’er med Windows 7, 8 og 8.1 ville få en gratis overhaling, et tilbud der inkluderede de mange piratkopierede licenser i Kina. Men det er altså ikke tilfældet.

For at redde trådende ud, pointerer Microsofts danske kommunikationsdirektør Anders Adelhorst, til Finans.dk: ”Opgraderingen fra Windows 7 og frem var vel, hvad de fleste havde forventet i forvejen. Jeg ved ikke helt, hvorfor gratis opgradering til alle-historien fra Kina kom ud, som den gjorde. Måske er noget blevet ‘lost in translation’.”

Han præciserer samtidigt, at visse Windows-versioner ikke kan benytte sig at Microsofts tilbud: “Nogle versioner er ikke dækket under den gratis opgradering til forbrugere. Det gælder Windows 7 Enterprise, Windows 8/8.1 Enterprise og Windows RT/RT 8.1.”

Virksomheder der anvender Microsoft Enterprise-programpakke må derfor til lommerne, hvis de vil have opgraderet deres ansattes PC’er.

Til sidst pointerer Anders Adelhorst at pirater og gratister skal til lommerne hvis de vil komme på den rette side af loven: ”Software-piraterne vil stadig i mange tilfælde få muligheden for opgradering til Windows 10, men deres version vil stadig blive betragtet som en ulovlig version”

Se også: Min første uge med Windows 10 Technical Preview

Kan du få den gratis Windows 10?

Hvorvidt din Windows PC eller tablet vil få en gratis opgradering, kommer derfor an på hviklen version du har. Find din Windows-version ved at gå ind i ’Stifinder’, højre-klik på ’Denne Computer’ og derefter vælge ’Egenskaber’.

Disse Windows-versioner får gratis Windows 10

  • Windows 7 Home
  • Windows 7 Home Premium
  • Windows 7 Professional
  • Windows 7 Ultimate
  • Windows 8/8.1
  • Windows 8/8.1 Pro
  • Windows Phone 8/8.1

Disse Windows-versioner får *ikke* gratis Windows 10

  • Windows Vista, XP eller ældre
  • Windows RT 8/8.1
  • Windows 7 Enterprise
  • Windows 8/8.1 Enterprise
  • Windows Phone 7 og Windows Mobile

Windows 10 vil få debut i sommeren 2015. Du kan læse om nyhederne i Microsofts kommende styresystem her.