Microsoft sagsøgt: Dansker tog patent på ‘live tiles’

Firmaet SurfCast sagsøger Micosoft for at bruge 'live tiles' i de nye udgaver af Windows. Dansk medstifter tog patent på konceptet, lyder det.

Microsoft sagsøgt: Dansker tog patent på ‘live tiles’

Microsoft forsøger i øjeblikket at vinde markedsandele i computer-, tablet- og smartphone-ræset med nye udgaver af Windows-styresystemet.

De såkaldte ‘live tiles’, som pryder både Windows 8 og Windows Phone 8, har dog vist sig at give softwaregiganten en udfordring. Et patent fra firmaet SurfCast (se billedet nedenfor) beskriver således lignende ‘levende fliser’, og det har nu ført til et søgsmål, skriver thenextweb.com.

Historien har imidlertid også et dansk islæt. Ifølge Version2 er danske Klaus Lagermann en af de to opfindere anført på Surfcast-patentet fra 2004.

Klaus Lagermann, der var med til at stifte firmaet, har dog ikke ønsket at kommentere sagen, lyder det videre.

Microsoft frygter imidlertid ikke, at søgsmålet vil få konsekvenser for Windows.

– “Vi er sikre på, at vi vil bevise over for retten, at der ikke er hold i disse beskyldninger, og at Microsoft har skabt en unik brugeroplevelse,” siger en talsperson ifølge thenextweb.com.

SurfCast, patent, sagsøge Microsoft, Windows Phone