Microsoft udgiver Office-pakken til Android-mobiler

Microsoft lancerer nu programmerne Word, Excel og PowerPoint til smartphones, der kører med Android-styresystemet.

Microsoft udgiver Office-pakken til Android-mobiler

Microsoft lancerer nu de tre måske mest benyttede programmer fra sin populære Office-pakke, Word, Excel og PowerPoint, til Android-telefoner. Det skriver Microsoft i et blogindlæg.

Læs også: Nyt Microsoft Office til alle platforme

I januar måned kom de tre kontorprogrammer for første gang til Android-platformen, men da var det kun til tablets. Nu kan du altså benytte de tre programmer direkte på din Android-mobil, hvis du skal åbne eller skrive dokumenter, føre regnskab i et regneark eller lave præsentationer på farten – gratis vel og mærke.

Word Android-mobiler

Microsoft er dog ikke klar til at lancere de tre nye Office-apps for alle endnu, da de stadig er under udvikling. Derfor gør teamet bag de tre nye apps brug af muligheden for at tilføje apps i Google Play-butikken som et preview eller en lukket test.

Læs også: Microsoft Office følger med nye Samsung-tablets

Det betyder, at du skal melde dig ind i ”Microsoft Office for Android”-gruppen på Google+ for at tilmelde dig som testperson og for at åbne op for adgangen til de tre apps i Android-butikken.

Efter du har meldt dig ind, skal du klikke på ”Bliv tester” på siden for Word, Excel og PowerPoint. Derefter kan du downloade de tre apps helt som du plejer.

Udgivelsen af de tre apps fra Office-pakken til Android-telefoner er et led i Microsofts seneste strategi om at tilbyde sine softwareløsninger på tværs af alle store platforme. Det står i stærk kontrast til gigantens tidligere strategi, hvor du kun havde mulighed for at benytte Office-pakken på Windows- og Mac-computere.