Mobilbank er blevet et stort hit

Danskerne bruger i højere grad mobilbank i stedet for netbank. Nu foregår hver femte transaktion via en smartphone.

Mobilbank er blevet et stort hit

Vi har for længst taget netbanken til os, og siden 2010 er vi også begyndt at benytte os af mobilbank-løsninger. Faktisk bliver hver femte transaktion foretaget via en mobilbank, skriver ComputerWorld.dk.

Det mønster gør sig gældende i landets tre største pengeinstitutter, Danske Bank, Nordea og Jyske Bank.

Hos Danske Bank siger seniorkonsulent Esben Torpe, at banken ikke decideret tjener penge på mobilbanken, men snarere ser det som en nødvendighed, for at have tilfredse kunder.

Og kunderne bruger da også mobilbanken anderledes end tilfældet er med netbanken. Kunderne er ofte logget på mobilbanken sent på aftenen, hvilket kunne tyde på, at kunder ofte lige ordner de sidste ting, inden de stiller vækkeuret, siger Morten F. Andersen, der er chef for Nordeas internetbank.

En anden tendens er, at kunderne overfører mindre beløb fra mobilbanken, end de gør fra netbanken. 

Hos Danske Bank fortæller Esben Torpe, at kunderne i gennemsnit overfører 5.000,- via netbanken, mens beløbet er på 2.500 kroner via mobilbanken.