Mobilen kan spore sygdom i din ånde

Et enkelt pust på din mobil kan afsløre, om du eksempelvis lider af astma, diabetes eller madforgiftning.

Mobilen kan spore sygdom i din ånde

Pust på din mobil, og den fortæller, om du er syg. Sådan lyder idéen bag en ny teknologi til mobiltelefoner, som engelske Applied Nanodetectors Ltd (AND) har præsenteret på en nanoteknologi-messe i Japan.

Teknologien blev fremvist i form af en Nokia N95-prototype, som var udstyret med AND’s sygdomsafslørende chip. Ved hjælp af de indbyggede sensorer analyseres sammensætningen af luftgasser i ånden, og herefter sammenlignes resultatet med en database over en række sygdommes karakteristika.

AND hævder, at chippen blandt andet kan fortælle, om der er spor af astma, diabetes, lungekræft, forskellige former for madforgiftning eller for høj alkoholpromille.

Ifølge messens nyhedsbrev vil AND i første omgang rette blikket imod det japanske marked.