Mobilkameraer gør mange danskere utrygge

Her 12. dansker føler sig utryg ved tanken om, at billeder taget med mobiltelefoner kan ende på internettet. Facebook bærer en del af skylden, vurderer forsker.

Mobilkameraer gør mange danskere utrygge

Otte procent af danskerne har på et tidspunkt følt sig generet af et mobilkamera. Det viser en ny undersøgelse foretaget for Sonofon og Cybercity, skriver 24 Timer.

Risikoen for ufrivilligt at havne til skue på internettet er steget i takt med kameratelefonens udbredelse. Derfor er der ifølge Sonofons markedsdirektør, Peter Berg, behov for en debat om privatlivets grænser.

– “Alle telefoner har efterhånden kamera, og vi må desværre konstatere, at det har en slagside i form af, at en del mennesker føler deres grænser overskredet,” siger Peter Berg til avisen.

Ifølge Ditte Laursen, der forsker i digital formidling på Syddansk Universitet, er danskernes irritation over mobilfotograferne vokset som et resultat af de internetbaserede netværks udbredelse.

 – “Tidligere sendte man mobilbilleder fra en telefon til en anden, nu kan billedet ligge på Facebook og ses af et kæmpe netværk i løbet af fem minutter,” forklarer hun.