Motorola lancerer elegant Moto X Style og billigere Moto X Play

Motorola lancerer to nye telefoner i Moto X-serien: Topmodellen Moto X Style med et elegant design og den billigere løsning, Moto X Play, med kæmpe batteri.

Motorola lancerer elegant Moto X Style og billigere Moto X Play

Motorola kunne i går løfte sløret for efterårets nye portefølje af toptunede smartphones.

De største nyheder fra den kun 35 minutter lange event er de to helt nye Moto X-smartphones, som så dagens lys efter utallige lækkede oplysninger, billeder og videoer.

Læs også: Disse topmodeller kan du forvente dette efterår

Først lancerede Motorola den nye topmodel, Moto X Style, som bringer alt det seneste hardware, du kan forvente, og derefter fulgte en billigere udgave kaldet Moto X Play med et gigantisk batteri.

Moto X Style

Elegant Moto X Style

Under livestreamen i går eftermiddags dansk tid gik Motorola lige til stålet og løftede med det samme sløret for den helt store topmodel, Moto X Style.

Moto X Style byder på et utrolig stilrent design, som har den karakteristiske kurvede bagside, der giver et behageligt greb om telefonen. Det er formentligt også nødvendigt, for metalrammen omkredser en ordentlig kæmpe, der gemmer på en 5,7” stor LCD-skærm med en QHD-opløsning bestående af 1.440 x 2.550 pixels.

Læs også: Motorola lancerer ny Moto Hint-øresnegl

Motorola udmærker sig over for konkurrenterne ved at lade dig tilpasse designet i høj grad med Moto Maker-værktøjet. Moto Maker er dog endnu ikke tilgængeligt i Danmark. Derfor må du nøjes med de to normale varianter, der findes af den elegante Moto X Style: Mørk ramme i sort design eller sølvramme med bamusdesign.

Over og under skærmen er Moto X Style udstyret med stereohøjttalere med den såkaldte Smartboost-teknologi. Du kan altså uden problemer have musik med på farten uden at du skal døje med den sædvanligt ringe kvalitet fra de fleste andre smartphones. Om højttalerne så er på højde med HTC’s BoomSound-lyd i bl.a. One M9, vil dog vise sig.

Moto X Style

Masser af power

Motorola har smækket en Snapdragon 808-processor fra Qualcomm i topmodellen – formentlig for at undgå de varmeproblemer, som den lidt større Snapdragon 810-processor har ført med sig i mange andre topmodeller. Snapdragon 808 er dog også mere end rigeligt til de fleste formål, da den gemmer på 6 kraftige kerner, der kører med en hastighed på op til 1,8 GHz.

Læs også: Motorola Moto X (2014): hil den nye Nexus 6 [TEST]

Moto X Style får 3 GB RAM og er således udstyret med 1 GB mere end sidste års forgænger. Sammen med de 3 GB RAM følger muligheden for at vælge enten 16, 32 eller 64 GB intern lagerplads, som du kan supplere med op til 128 GB med et eksternt microSD-kort – noget som de tidligere Moto X-modeller har manglet.

Moto X Style

Kameraet får en kæmpe opgradering

Motorola har aldrig været blandt de bedste, når det gælder om at præstere på kamerafronten, men det er slut nu. Til eventen fortalte Motorola flere gange, at de nu lover at være de bedste klassen, og det understreges også i en uafhængig test, som hjemmesiden DxOMark har foretaget af kameraet. Her vurderes det til at være det 3. bedste på markedet med 83 point kun overgået af Galaxy Note 4 og Galaxy S6 med henholdsvis 83 og 86 point.

Læs også: Motorola Nexus 6: Stor, større, Nexus [TEST]

Opløsningen på kameraet lyder nu på hele 21 megapixel, og det har en blændeåbning på f/2.0 – ligesom Sony Xperia Z2 og Z3, Google Nexus 6, ASUS Zenfone 2 og OnePlus One og 2. Med andre ord kan Moto X Style lukke relativt store mængder lys ind lige som sine konkurrenter, mens Galaxy S6 og LG G4 overgår disse med blændeåbninger på f/1.9 og f/1.8.

Batteriet i 2. generation af Moto X er på 2.300 mAh, og det er nu blevet væsentligt større i den nye Moto X Style. 3.000 mAh ligger der gemt i den store telefon, hvilket næsten er en tredjedel større.

Moto X Play

Moto X Play med gigantisk batteri

Hvis det 3.000 mAh store batteri i Moto X Style alligevel ikke er stort nok til dig, bør du i stedet tage et kig på alternativet, Moto X Play, som også blev præsenteret i går.

Moto X Play er på alle punkter, inklusiv prisen, en mere skrabet udgave af topmodellen bortset fra netop batteriet. Her har Motorola fået plads til et kæmpe batteri, der har en kapacitet på intet mindre end 3.630 mAh – 58 % større end sidste års Moto X.

Skærmen er til gengæld gået 0,2” ned til mere håndterbare 5,5”, og opløsningen er ligeså røget ned til Full HD bestående af 1.080 x 1.920 pixels.

Læs også: Motorola: Ingen planer om tablets i år

Den kraftige Snapdragon 808-processor er erstattet af en Snapdragon 615, som ikke er i helt samme liga, men som med sine 8 kerner på 1,7 GHz stadig er i stand til at udføre alle opgaver for dig uden at hakke og hoste.

Af RAM har Moto X Play 2 GB at gøre godt med sammen med 16 eller 32 GB intern lagerplads, som umiddelbart ikke kan opgraderes med et microSD-kort.

Moto X Play får lige som Moto X Style også et kamera, der lover godt. Her benytter Motorola igen en sensor på 21 megapixel, men til gengæld med en lidt mindre blændeåbning på f/2.25. Taget prisen i betragtning får du dog fortsat meget for pengene.

Motorola oplyser også, at Moto X Play – lige som Moto X Style og Moto G – er beskyttet med en nano-coating, men det er trods alt ikke det samme som en IP-certificering, der garanterer vandafvisning eller vandtæthed.

Moto X Play

Stærke priser på begge Moto X’er

Motorola gjorde også en stor dyd af at fortælle, hvor skarpe priser, de fører på de to nye Moto X-smartphones i forhold til alle konkurrenterne.

I en pressemeddelelse kan Motorola således oplyse, at de danske priser bliver som følger:

  • Moto X Play: 3.500 kroner
  • Moto X Style: 4.500 kroner

Moto X Play lander først i butikkerne til august, mens du må vente en måned mere til september for at få fingrene i Moto X Style. De forskellige forhandlere af de to smartphones bliver annonceret senere, fortæller Motorola også.

[UPDATE] En talsmand for Motorola oplyser, at den oprindeligt kommunikere pris på 2.800 kroner for Moto X style er forkert. Den vejledende udsalgspris vil lyde på 3.500 kroner.

Mere nyt i sagen

Siden denne artikel udkom er der kommet nyt i sagen. mobilsiden fandt det relevant at følge op på temaet. 28/7/2015 havde vi dette at sige med et indlæg omkring OnePlus 2 er officiel: Hardware i topklasse til stærk pris – Artiklen finder du her. Se de seneste nyheder om emnet her.