Motorola lancerer Moto X4 og Moto Z2 Force i Danmark

Motorola har netop løftet sløret for den skarpt prissatte Moto X4. Den kan, sammen med Moto Z2 Force, købes i Danmark i løbet af oktober måned.

Motorola lancerer Moto X4 og Moto Z2 Force i Danmark

Det vælter med nyheder fra den store IFA-messe i Berlin, som egentlig først officielt begynder i morgen. Ligesom mange af de andre producenter tyvstarter Motorola dog, og derfor er den Lenovo-ejede producent nu klar med to store nyheder i Danmark.

Læs også: Motorola lancerer Moto G5S og G5S Plus – nu med dualkamera

Den første nyhed er den helt nye Moto X4, som netop er blevet præsenteret ved messen. Som navnet tydeligt viser, vender Moto X-serien tilbage, og det er altså nu 4. generation, vi har at gøre med.

”Motorola er tilbage i Danmark for fuld skrue, og med lanceringen af den nye Motorola Moto X4 byder vi ikke alene på særdeles stærke specifikationer, innovative features, et både flot og hårdført design, vi giver også danskerne mulighed for at købe den opgradede udgave til en særlig skarp i vejl. udsalgpris på 2.999,- i løbet af oktober måned,” siger Thor Gøtz, som er Country Manager i Motorola.

Moto X4
Foto: Motorola

Ny Moto X4 giver smæk for skillingen

Den nye Moto X4 deler ret mange ligheder med Moto G5S, som blev præsenteret for under en måned siden – ikke kun på designfronten, men også i mekanikken.

Forfra har de to telefoner et helt identisk design, som ligner de fleste andre telefoner, vi har set fra Motorola i år. Det er også præcis samme runde fingeraftrykslæser, der er at finde under skærmen. Foran er der heller ikke meget nyt. Skærmen måler fortsat 5,2″ og har en Full HD-opløsning. Størrelsesmæssigt er Moto X4 dog en tand mindre end Moto G5S med en højde på 148,35 mm og en bredde på 73,4 mm. I tykkelsen måler den 7,99 mm.

Bagpå er Moto X4 også fuldstændig magen til Moto G5S – dog med to undtagelser. Langs det store, runde kamerahus er der nu tilføjet nogle riller, som giver et lidt andet look. Metal er nu også skiftet ud med hærdet glas. Foruden dette fremstår Moto X4 helt magen til Moto G5S.

Læs også: Motorola lancerer stærk Moto Z2 Force

Opsætningen i dualkameraet består af en primær sensor på 12 megapixel, som har en blænde på f/2.0 og en pixelstørrelse på 1,4 µm. Kameraet kan altså lukke relativt store mængder lys ind i hver pixel.

Den anden sensor har en opløsning på 8 megapixel med en blænde på f/2.2 og 1,12 µm pixels. Denne sensor adskiller sig ved at have et 120 grader stort synsfelt. I samspil med hinanden gør de to sensorer det muligt at justere dybdefokus på dine fotos. På kamerafronten minder Moto X4 altså hverken om Moto G5S eller G5S Plus, som har to andre opsætninger. Foran gemmer der sig et 16 megapixel selfiekamera, som du også kan tage panoramaselfies med.

En af de helt store forskelle i Moto X4 er, at den er vandafvisende. Den er nemlig IP68-certificeret, og det betyder, at den kan klare at blive sænket i ned til 1,5 meter dybt vand i op til 30 minutter.

Læs også: Motorola arbejder på skærmteknologi, der heler af sig selv

Moto X4 adskiller sig også i mekanikken. I den variant, der sælges i Danmark, får du nemlig 4 GB RAM og 64 GB lagerplads at gøre godt med, hvilket er mere end i Moto G5S.

Også processoren er markant bedre. Her får du en Snapdragon 630 fra Qualcomm, som består af 8 Cortex A53-kerner. Det gør processoren også i Moto G5S, men i Moto X4 er hastigheden skruet op fra 1,4 til 2,2 GHz. Derudover er Snapdragon 630 fremstillet med en meget nyere proces (14 nanometer), som gør den markant mere strømbesparende. Dertil følger der understøttelse for langt højere netværks- og datahastigheder, Bluetooth 5.0 og andre nyerer teknoloiger.

Batteriet er på 3.000 mAh ligesom både Moto G5S og Moto G5S Plus, og som altid kan du lade det hurtigt op med TurboCharge-teknologien, som fodrer telefonen med 15 watt.

Moto Z2 Force
Foto: Motorola

Moto Z2 Force kommer også til Danmark

Den anden store nyhed er, at Motorola også lancerer Moto Z2 Force i Danmark. Flagskibet blev præsenteret sidst i juli måned, hvor det forlød, at den ville få global salgsstart i august måned. Og nu melder Motorola altså ud, at den, som ventet, kommer til Danmark.

Denne Force-variant er, af uvisse årsager, blevet præsenteret før den normale Moto Z2 – sidstnævnte som endnu ikke er blevet afsløret. Heldigvis er Force-udgaverne dog næsten identiske med de normale udgaver – skærmen undtaget. Moto Z2 Force har nemlig en såkaldt ShatterShield-skærm, som er utrolig hårdfør over for stød. Faktisk garanterer Motorola, at den slet ikke flækker inden for fire år efter købet. Ulempen er dog, at den er utrolig nem at ridse, fordi skærmen er lavet af flere lag plastik.

Læs også: Skærmen i Motorolas brudsikre Moto Z2 Force har en stor svaghed

Derudover får du en 5,5” OLED-skærm med en opløsning på 1.440 x 2.560 pixels og den seneste Snapdragon 835-processor. Den suppleres af 6 GB RAM og 64 GB lagerplads, som du skal udvide med et microSD-kort.

Også i Moto Z2 Force finder du et dualkamera. Begge sensorer har en opløsning på 12 megapixel og en blænde på f/2.0. Den primære sensor er en RGB-sensor, der tager farvebilleder, mens den anden er en monokromsensor, der tager billeder i sort/hvid.

Den anden særlige ting ved Moto Z2 Force er, at du kan montere moduler på bagsiden ligesom tidligere Moto Z- og Moto X-smartphones. Motorola har efterhånden et relativt stort udvalg af moduler, som du kan se på producentens hjemmeside.

Moto X4 og Z2 Force: Pris og tilgængelighed i Danmark

Som artiklen indledte med, får du smæk for skillingen med den nye Moto X4. Den koster nemlig kun 2.999 kroner i Danmark, og den vil komme til salg hos blandt andet Elgiganten, Bilka, Wupti og Proshop i løbet af oktober måned. Allerede fra i dag kan du dog forudbestille et eksemplar hos Proshop. Moto X4 kan købes i farverne  Super Black og Sterling Blue.

Er du mere interesseret i topmodellen Moto Z2 Force, skal du af med det dobbelte – nemlig 5.999 kroner. Den kommer til salg hos blandt andet Elgiganten og Proshop i løbet af oktober måned, oplyser Motorola. Hvilke farver er endnu ikke oplyst.

Efterfølgende om emnet

Interessen for tematikken fortsatte. mobilsiden gik videre med historien. 16/8/2017 fortsatte vi fortællingen med en artikel omkring Motorola arbejder på skærmteknologi, der heler af sig selv – Læs videre her. Læs også seneste nyt om emnet ved at trykke her..