NemID-nøgleappen ligner allerede et hit

Danskerne har lynhurtigt taget den nye NemID-nøgleapp til sig. Alene det første døgn er appen downloadet mere end 200.000 gange.

NemID-nøgleappen ligner allerede et hit

Mange danskere har i mange, mange år givet udtryk for, at der bør være en mere tidssvarende måde at bruge NemID på i stedet for at have det velkendte nøglekort på sig. En sådan løsning ankom mandag aften, da den officielle NemID-nøgleapp blev udgivet på både App Store til iOS og Google Play til Android.

Danskerne har i høj grad også taget den nye NemID-nøgleapp til sig, ser det ud til. Ifølge interesseorganisationen Finans Danmark er appen nemlig blevet downloadet hele 206.400 gange i løbet af det første døgn.

”Over 200.000 danskere har downloadet NemID nøgleapp det første døgns tid. Det er vi stolte over, og det vidner, om at danskerne har været klar til at skifte papkortet ud med en app,” siger Ulrik Nødgaard, som er administrerende direktør i Finans Danmark.

Læs også: Nu kan du downloade den nye NemID-nøgleapp til iOS og Android

Appens popularitet afspejler sig også ved, at den det første døgns tid lå nummer et i kategorien ”Værktøjer” i både App Store og Google Play (dog nummer to i Google Play lige nu).

NemID nøgleapp
Foto: Mobilsiden.dk

Virker ikke på rootede Android-mobiler

Det er særligt iPhone- og iPad-brugere, der ser ud til at være tilfredse med den nye NemID-nøgleapp. Den har i hvert fald fået en foreløbig bedømmelse på 4,3 ud af 5 stjerner i App Store.

Lige så god en modtagelse har appen dog ikke fået blandt Android-brugere. I Google Play har NemID-nøgleappen kun fået 3,4 ud af 5 stjerner, og det skyldes, at der har været en større gruppe af brugere med såkaldte rootede telefoner, som ikke kan bruge appen.

Læs også: Galleri: Sådan ser NemID-appen ud

Når man rooter en Android-telefon, svarer det til at jailbreake en iPhone, hvilket vil sige, at man får fuld adgang til styresystemet og potentielt tilsidesætter nogle sikkerhedsmekanismer. Det harmonerer ikke med de strenge sikkerhedskrav, som NemID-nøgleappen skal leve op til, udtalte Jens Østergaard fra firmaet e-nettet i går. Derfor blokerer appen alle telefoner, som den kan se er rootede.

Dette har dog vist sig ikke kun at ramme dem, som bevidst har rootet deres Android-mobiler, men også eksempelvis ejere af OnePlus 5, selv om telefonen ikke nødvendigvis er rootet. Det har altså resulteret i, at Android-appen har fået knap så gode bedømmelser som iOS-appen.