NemID-nøgleappen runder enorm milepæl

Nøgleappen til smartphone, bedre kendt som NemID, har netop rundet en enorm milepæl: 2 millioner brugere.

NemID-nøgleappen runder enorm milepæl

Flere og flere skifter det gammeldags NemID-papkort ud med den digitale version, som hentes i Googles Play Butik eller Apples App Store. På lidt mere end et år har appen fordoblet antallet af brugere, hvilket blandt andet har sparet store mængder pap.

I maj 2018 gik den nye NemID-app i luften, hvor den allerede i november samme år, var blevet downloadet 1 million gange. I dag kan NemID appen fejre hele 2 millioner brugere.

“NemID nøgleapp kan bruges på alle de tjenester, hvor mange i dag bruger nøglekortet. Det kan være borger.dk, skat.dk eller netbank. Ligesom nøglekortet kan bruges på både mobil, tablet og computer. Den eneste forskel er, at det er digitalt. Det har fordele for miljøet – men også for den enkelte borger. Med den digitale løsning har man altid NemID ved hånden, og man vil aldrig løbe tør for ’nøgler’,”

siger Digitaliseringsdirektør i Finans Danmark, Michael Busk-Jepsen.

Finans Danmark og Digitaliseringsstyrelsen har i fællesskab iværksat en kampagne, der skal flytte flere danskere fra det fysiske nøglekort til den digitale nøgleapp.

Læs også: NemID nøgleappen skal have flere brugere

NemID-appen sparer på pap og plastik

NemID-nøgleappen til smartphones har betydet, at der spares på både pap og plastik. Hver måned sendes der nu 20.000 færre nøglekort ud, hvilket svarer til 240.000 sparet hvert år.

Men der kan gøres mere, for sidste blev der alligevel sendt 286.000 nøglekort ud om måneden. Det svarer til i alt 3,4 millioner nye nøglekort af pap og plastik om året.

“Generelt ved vi, at hensyn til unødigt ressourceforbrug og belastning af vores miljø fylder stadig mere for danskerne. NemID nøgleapp er et godt eksempel på, at digitale løsninger både kan være med til at gøre mange hverdagsopgaver nemmere og hurtigere, og mange steder også være med til at mindske vores forbrug af pap og plastik,”

siger Adam Lebech, der er vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen.

Læs også: NemID-nøgleappen ligner allerede et hit

NemID nøgleappen i tal

  • 2 millioner danskere bruger i dag NemID nøgleapp.
  • 98 procent af brugerne af NemID nøgleapp er tilfredse med appen.
  • 83 procent mener at nøgleappen er lettere at bruge end nøglekortet.
  • 76 procent af brugerne af NemID nøgleapp bruger appen minimum én gang ugentligt.
  • Borger.dk, skat.dk og netbank er de steder, hvor danskerne oftest bruger NemID nøgleapp.

Afstemning: Bruger du NemID nøgleappen?