Nokia 3310 kommer snart i en forbedret 3G-udgave

Ifølge teleselskabet Three Ireland lanceres en forbedret udgave af Nokia 3310 med 3G i september eller i starten af oktober.

Nokia 3310 kommer snart i en forbedret 3G-udgave

Finske HMD Global – firmaet som står bag det nye Nokia – er på vej med en forbedret udgave af den tilbagevendte Nokia 3310. Det afslører teleselskabet Three Ireland, som er den irske pendant til 3 Danmark.

I et tweet skriver teleselskabets supportmedarbejder: ”Vi vil have 3G-versionen af Nokia 3310. Den nuværende lanceringsdato er september eller tidligt oktober”.

Den helt store forskel i den forbedrede Nokia 3310 bliver altså, at 2G-forbindelsen suppleres af en 3G-forbindelse, så det er muligt at nå højere internethastigheder og en bedre dækning. Dermed bliver telefonen markant mere brugbar til at tjekke Facebook eller andre hjemmesider via den indbyggede Opera-minibrowser.

Læs også: Nu kan du købe den nye Nokia 3310 i Danmark

I juli dukkede 3G-udgaven af Nokia 3310 op hos den amerikanske godkendelsesinstans FCC. På FCCs hjemmeside fremgår det, at 3G-versionen understøtter frekvenserne 850 og 1900 MHz. Der er her tale om en amerikansk udgave, men eftersom Three Ireland allerede har bekræftet, at telefonen kommer til Irland, er der intet, der står i vejen for en dansk lancering. I Irland benyttes nemlig frekvensen 2100 Mhz inden for UMTS-teknologien (3G) ligesom i Danmark. Derudover benytter danske teleselskaber også frekvensen 900 MHz.

Hvor 2G kun understøtter hastigheder på op til 1 Mbit/s (men 500 Kbit/s i praksis), er det i teorien muligt at nå hastigheder med den nyeste version af 3G (kendt som 3.75G eller HSPA+), der ligger på 42 Mbit/s. I praksis vil hastigheden naturligvis være markant lavere, og med en Nokia 3310 spiller det formentlig heller ikke den helt store rolle, da der i sagens natur ikke er samme anvendelsesmuligheder som i en smartphone.

Læs også: Nokia 3310 klarer sig ubesværet igennem torturtest

Ulempen ved en 3G-udgave af Nokia 3310 vil formentlig være, at batteritiden ikke er nær så fænomenal, som den er i den nuværende 2G-udgave. Prisen vil formentlig også blive en lille smule højere. En Nokia 3310 med 3G kan dog stadig være ganske interessant, da det gør Nokia 3310 noget mere brugbar at have med på farten, hvis du vil bruge den til at browse på nettet.