Nokia blev den store smartphone-taber i 2012

Samsung topper smartphone-markedet i 2012. Nokia har haft et rædselsfuldt år, der har skåret markant i markedsandelen.

Nokia blev den store smartphone-taber i 2012

Nokia har forsøgt at sparke liv i både egen forretning og Windows Phone-platformen, men foreløbig er udbyttet blot faldende markedsandele.

Det viser en opgørelse fra analysefirmaet iSuppli.

I 2011 havde Nokia en global smartphone-markedsandel på 16 procent. Ifølge iSuppli vil tallet blot være fem procent i 2012.

Samsung steg fra 20 til 28 procent. Apple sad på 20 procent af smartphone-markedet i 2012, og det svarer til en stigning på én procent i forhold til året forinden.

RIM, der står bag BlackBerry, og HTC sidder på fem procent ligesom Nokia. Disse producenter er gået tilbage fra henholdsvis 11 og ni procent i 2011.

Samsung er ny konge af det samlede mobilmarked

Kigger man på det samlede mobilmarked, er Nokia ifølge iSuppli ikke længere verdens største producent. I 2011 lå finnerne i førertrøjen med 30 procent, men i løbet af 2012 er markedsandelen faldet til 25 procent.

Samsung er dermed ny nummer et med en andel på 29 procent. Det er fem procentpoint mere end sidste år.

Apple ligger nummer tre på listen med en andel på 10 procent i forhold til syv procent i 2011.