Nokia fortsætter nedturen
Nokia har netop offentliggjort kvartals-regnskabet for andet kvartal, og det ser ikke for godt ud for den finske mobil-gigant.
Nokia har i andet kvartal et minus på 4 milliarder kroner før skat.
Omsætningen faldt i årets andet kvartal med 11 procent, mens driftsresultatet styrtdykkede med hele 44 procent.
Mobilproducenten solgte 88,5 millioner telefoner i andet kvartal, hvor der i kvartalet før blev solgt 108,5 millioner telefoner. Det er især på smartphone-markedet, at Nokia lider. Her faldt salget med 31 procent, hvor de billige mobiler kun faldt 15 procent.
Efter offentliggørelsen steg Nokia-aktien dog med 3,7 procent, da tallene ikke var helt så slemme, som nogle analytikere havde forudset.