Nokia giver gratis bilholder til nye mobiler

Nogle af de nye mobiltelefoner fra Nokia har udover gratis bil- og fodgængernavigation, også en bilholder og et ladekabel med i pakken.

Nokia giver gratis bilholder til nye mobiler

En lang række af de nyeste smartphones fra Nokia bliver leveret med gratis bilnavigation via programmet Ovi Kort (tidligere Ovi Maps og Nokia Maps), der er installeret på mobilerne ved leveringen.

Men uden en bilholder bliver navigationen både bøvlet og farlig.

Nokia oplyser i en pressemeddelelse, at der fremover vil følge en bilholder med i salgspakken på en række af deres nyeste mobilmodeller.

Modellerne er: Nokia 5800 XpressMusic, Nokia E52, Nokia E72 og Nokia 5230.

Følgende mobiltelefoner vil udover bilholderen også have et ladekabel med i salgspakken: Nokia 5800 Navigation Edition, Nokia N97, Nokia N97 mini, Nokia 6710 Navigator og Nokia X6.

Den nyeste version af Ovi Kort (v. 3.04) har desuden 350.000 interessepunkter fra Qype inkluderet. Det betyder at man på kortet kan få vist f.eks. parkeringspladser, seværdigheder, hoteller m.v.

Databasen indeholder også 700.000 anmeldelser fra andre rejsende om caféer, butikker osv.

Læs også:
 – Nokia tilbyder nu gratis GPS-navigation
 – Google: Navigation bliver gratis for alle
 – Tomtom: Gratis GPS er en fordel