Nokia lancerer tre nye billig-mobiler

Tre touch-mobiler fra den skrabede ende af skalaen har set dagens lys - Nokia Asha 305, 306 og 311.

Nokia lancerer tre nye billig-mobiler

For fire uger siden kunne Mobilsiden.dk berette om et billedlæk, som viste tre nye Nokia-mobiler. Nu er lanceringen officiel.

Den finske mobilproducent har således lanceret Asha 305, 306 og 311, som alle kører Serie 40-styresystemet.

Asha 305 og 306 er tæt på at være nøjagtig den samme telefon. Førstnævnte kan håndtere to SIM-kort ad gangen, mens sidstnævnte kører med et enkelt. Kameraet skyder med 2,0 megapixels og touch-skærmen måler 3″ (WQVGA 400 x 240 pixels).

Skærmen er den samme i Asha 311, som dog er udstyret med et 3,2-megapixels-kamera.

Alle tre modeller bliver leveret med et 2 GB microSD-kort, men telefonen kan klare op til 32 GB.

I øvrigt har Nokia lavet en aftale med EA Games, som betyder, at alle brugere kan downloade 40 spil uden beregning. Titlerne tæller blandt andet Tetris og FIFA 12.

Nokia oplyser, at priser bliver 63 euro, 68 euro og 92 euro for henholdvis 305, 306 og 311. Det svarer til cirka 475 kroner, 515 kroner og 700 kroner – inden danske afgifter.