Nokia X apps er nu tilpasset til Android 4.1.2+

Fikse udviklere har taget udvalgte Nokia X applikationer og sørget for de kan køre på Android fra version 4.1.2.

Nokia X apps er nu tilpasset til Android 4.1.2+

For knap en uge siden kunne vi fortælle om at Nokia X nu var blevet hacket til at køre Google apps, altså Google Play, Google Maps med mere. Udviklingen går også den anden vej, omend det nok ikke er lige så interessant for den almene Android-bruger.

Brugerne fra XDA-Developers har formået at flytte en række Nokia applikationer fra Nokia X til Android (version 4.1.2 og fremefter).

Først og fremmest kan man opnå adgang til Nokias app store, omend det er en smule nyttesløst, alle applikationer kan findes hos Google Play, men hvis man gerne vil prøve det kan der findes flere informationer hos XDA-Developers her.

Flere og mere brugbare applikationer er også blevet flyttet, alle kan installeres ved at finde en .apk fil og installere den på din telefon, dog kræver en af dem at telefonen er rooted.

Nokia X Launcher (kræver root) er den simple flise-baserede startskærm som Nokia X brugere benytter for at tilgå deres applikationer.

Nokia Email er en simpel email klient baseret på den der kendes fra stock Android.

Nokia Music ligner musikafspilleren fra Android 2.1 med lidt opdateret grafik, efter sigende er den ikke værd at bruge for meget tid på.

Nokia File Explorer er en simpel app til at håndtere filer, dog rapporteres der om en del fejl når man forsøger at flytte eller slette filer.

Det mest interessante må ganske givet være Nokias Launcher som dog kræver at telefonen er rooted. Der er ikke noget synderligt banebrydende i denne udvikling og personligt finder jeg det også mere spændende at følge udviklingen i den anden retning, altså tvinge Nokia X til at gøre Googles applikationer. Men vil man have en bid af Nokia på sin Android telefon, så er dette en mulighed.

Kilde: Phandroid