Nokias gamle kamera-app vender tilbage

Brugerfladen i kamera-appen i de nye Nokia-mobiler bliver snart opdateret til det gamle, anmelderroste layout kendt fra Nokias tidligere Lumia-mobiler.

Nokias gamle kamera-app vender tilbage

Inden Nokia blev solgt til Microsoft, lå den finske mobilproducent helt i top, når det kom til mobilkameraer. Det skyldtes ikke kun hardwaren, men også softwaren. Og netop den gamle kamerasoftware, som nogen måske stadig husker fra Nokias tidligere smartphones, vender snart tilbage. Det skriver hjemmesiden NokiaMob.

Juho Sarvikas, som er produktchef i det nye finske firma HMD Global, som står bag de nye Nokia-smartphones, bekræfter dette på Twitter.

I det første tweet spørger en Twitter-bruger, om den nuværende kamera-app bliver opdateret eller ej, hvortil Juho Sarvikas svarer ’jep!”. En anden bruger på Twitter tilføjer dertil, at han håber, at den gamle Lumia-kamerabrugerflade vender tilbage, og at det var den praktiske brugerflade, der er lavet.

Læs også: Nokia garanterer: vores smartphones får Android P

Dertil svarer Juho Sarvikas, at han er enig med brugerens vurdering. Han bekræfter altså indirekte, at den gamle brugerflade vender tilbage. Så hvordan fungerer den gamle kamera-app?

Brugerfladen udmærkede sig ved at være ekstremt simpel og intuitiv at bruge og på daværende tidspunkt formentlig også en del foran sin tid. Appen består af en stor udløserknap i den ene side af skærmen ligesom i mange nuværende kameraapps, men ved at swipe knappen lidt til den ene side kommer et særligt layout frem, som strækker sig over hele skærmen.

Her er det nemt at justere en masse manuelle parametre såsom ISO-værdi, fokus, hvidbalance og lukkertid. Toppen af kameraappen giver også nem adgang til disse indstillinger. I nedenstående video kan du få et indblik i, hvordan kameraet fungerede i Nokia 1020 fra 2013.

Da Microsoft opkøbte Nokia, blev denne brugerflade overtaget af Microsoft, som også har udgivet appen til Windows Phone og Windows 10 Mobile i Microsoft Store under navnet Lumia Camera.

Nokia kamera
Til venstre: Nuværende kamerabrugerflade. Til højre: Nokias gamle brugerflade.

HMD Global har fået patent på kamerabrugerfladen

I juli måned fik finske HMD Global overdraget 500 designpatenter på primært hardware, men enkelte af disse omhandlede software.

Læs også: HMD Global får 500 gamle Nokia-designpatenter fra Microsoft

Blandt disse designpatenter fik HMD Global overdraget denne omtalte kamerabrugerflade, og dermed står det altså HMD Global frit for at implementere den gamle, velkendte brugerflade i de nye Nokia-mobiler – noget som altså også ser ud til at ske. Spørgsmålet er så bare hvornår. Det er der endnu ingen nærmere oplysninger om.

Opdateringer af emnet

Vores redaktion har fulgt op på historien. mobilsiden kunne ikke slippe temaet. 1/11/2017 gik vi videre med en nyhedsartikel med fokus på Sådan følger du Razers mobilevent i aften – Den finder du her. Se også de seneste nyheder om temaet her.