Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Nu får iPhonen endelig hurtigoplader med i æsken

Nu får iPhonen endelig hurtigoplader med i æsken

iPhonen har siden 2017 været i stand til at oplade hurtigere, men det er først nu Apple smider en hurtigoplader med i salgsæsken.

Foto: Apple

Apple lancerede i går aftes tre nye iPhones, der for den almindelige forbruger ligner de to sidste generationer til forveksling. På trods af det genkendelige udseende, så er der heldigvis også nyt at finde i iPhone 11-serien.

Den billigere iPhone 11 har fået bedre kamera, længere batteritid og hurtigere ydelse. De dyrere iPhone 11 Pro har fået samme omgang, men tilføjer et ekstra kamera og en bedre skærm til listen. I salgsæsken gemmer der sig dog en skøn lille overraskelse, der har været længe ventet.

iPhonen har siden 2017 været i stand til, at oplade hurtigere end den medfølgende 5W-oplader kunne præstere. iPhone 8 understøtter nemlig 15W hurtigopladning, men det er sikkert de færreste, der har investeret i en oplader der udnytter dette. De nye iPhone 11-modeller introducerer en ny hurtigere 18W opladning, der giver op til 50 procent batteri på 30 minutters opladning.

Den store nyhed er, at salgsæsken indeholder en strømforsyning, der understøtter 18W hurtigopladning, hvis man altså investerer i en af de dyrere Pro-modeller. iPhone 11 understøtter ligeledes den nye hurtigere opladning, men sælges uden den nye strømforsyning. Den skal købes separat til 249 kroner.

Har du investeret i en Apple iPhone 11 og vil udnytte 18W hurtigopladning, så skal du købe denne strømforsyning. Den dur også til alle andre iPhones.
Har du investeret i en Apple iPhone 11 og vil udnytte 18W hurtigopladning, så skal du købe denne strømforsyning. Den dur også til alle andre iPhones.
Foto: Apple

Længe efter Android-konkurrenter

En hurtigoplader med i salgsæsken er nyt for iPhones, men har længe fuldt med Android-flagskibene. Samsungs Galaxy S III og Nokias Lumia-modeller var blandt de første til at udnytte Quick Charge, og teknologien har siden da udviklet sig gevaldigt. OnePlus' 20W Dash Charge, der blev lanceret i OnePlus 3, var et kvantespring for teknologien. 

Siden da er det blevet til 30W Warp Charge fra OnePlus og 40W SuperCharge fra Huawei, og der findes allerede en ekstrem 120W opladning, der oplader fra 0-100 procent på sølle 13 minutter.

Konklusion: Vil du have hurtigopladeren med i æsken til den nye iPhone 11, så er det altså ikke nok at betale 6.299 kroner.

Læs også: Her er specifikationerne på de nye iPhone 11

Forrige artikel Næste artikel

Læs Mobilsidens debatregler her


Om brug af cookies