Nu kan du betale med Google Pay i Danmark

Fra i dag kan kunder hos udvalgte banker bruge Google Pay i stedet for det kontaktløse kort.

Nu kan du betale med Google Pay i Danmark

I dag har Google lanceret betalingsappen, Google Pay, i Danmark. Alle Android-brugere med Android 5 og nyere, kan nu koble kredit- og debetkort til deres Google-konto og betale via telefonen i butikker, som i forvejen har kontaktløs betaling som mulighed.

Læs også: Google strammer krav om sikkerhedsopdateringer

Derudover kan man selvfølgelig også betale på tværs af Googles produkter med Google Pay. Det vil sige at køb gjort i Google Play, Chrome og YouTube Premium også kan betales via Google Pay-appen.

“Fra i dag kan man koble kredit- og debetkort fra danske partnerbanker til Google Pay og derefter bruge app’en til at betale hurtigt og sikkert millioner af steder i Danmark og i resten af verden. Danmark er det 25. land, hvor vi nu tilbyder Android-brugere en bekvem og friktionsløs måde at betale og administrere transaktioner på via deres telefon.” – siger Florence Diss, Googles EMEA-chef for Handelspartnerskaber.

I første omgang skal man være kunde hos Nordea eller Jyske Bank for at bruge Google Pay, forsøger man at tilføje kort fra en anden bank vil kortet blive afvist. Det betyder dog ikke, at man ikke kan bruge Google Pay, hvis man har sin privatøkonomi et andet sted. Jyske Bank tilbyder brugere mellem 18 og 29 år at oprette en gratis konto hos dem, hvor man uden beregning kan få et virtuelt betalingskort som også kan bruges med Google Pay. Er man 30 år eller derover vil kontoen koste 15 kroner om måneden. Skulle man være interesseret i det virtuelle kort fra Jyske Bank kan man finde en guide til oprettelse her.
Udover betalingskort kan brugere også gemme digitale kopier af loyalitetskort, medlemskort, gavekort og billetter med Google Pay.

Betalingen med Google Pay er lige så simpel som kontaktløs betaling. Bare lås telefonen op og hold den over betalingsterminalen, så skulle betalingen gerne ske automatisk. Ved transaktioner under 200 kroner skal skærmen bare være tændt, her er oplåsning af telefonen ikke nødvendigt. Uanset beløbet behøver man ikke åbne Google Pay-appen, man skal bare sørge for at NFC er tændt.

Læs også: Google Home lanceret i Danmark

Opdatering: Danske Bank følger trop senere i november.

Også Danske Bank vil tilbyde deres kunder at bruge Google Pay. Det sker når når deres kunder senere i november får mulighed for at tilføje deres MasterCards til Google Pay.

”Kontaktløse betalinger står nu for over 60% af alle betalinger i fysiske forretninger i Danmark, og der er en helt klar tendens til, at vi gerne vil betale på den nemmest mulige måde. Google Pay giver mulighed for at betale både med telefonen og også med smarture, som bruger Android Wear OS. Vi har tidligere lanceret Fitbit Pay og Garmin Pay, som henvender sig til kunder med disse specifikke smarture, men med Google Pay kommer vi ud til en større kundegruppe, og det glæder vi os til at se resultatet af,” siger Morten Schwaner, Head of Cards and Mobile Payments.

Google sætter sikkerheden højt.

“Sikkerhed er en af hjørnestenene i Google Pay. Det betyder, at oplysningerne fra et gemt betalingskort hverken lagres på telefonen eller i butikkens system.

Når brugerne betaler i butikken, sker transaktionerne ved hjælp af et virtuelt kortnummer kaldet en ‘token’, der er enhedsspecifik. En token er forbundet med en dynamisk sikkerhedskode, der ændrer sig ved hver transaktion.

Google Pay gemmer ikke kortoplysninger på telefonen, så selv hvis telefonen bliver stjålet, kan andre ikke få adgang til oplysningerne. Det er altså ikke nødvendigt at spærre de betalingskort, der er knyttet til Google Pay, hvis man mister sin telefon eller får den stjålet.

Hvis man mister sin telefon, kan man benytte funktionen “Find min enhed” til øjeblikkeligt enten at låse enheden, sikre den med en ny adgangskode eller slette alle personlige oplysninger inklusiv Google Pay.” – Sådan skriver Google selv i en pressemeddelelse.

Google Pay kan downloades fra Google Play Store fra i dag og skulle allerede nu virke i butikkerne. Google regner med at flere banker løbende vil blive tilføjet.