Nu kan du flytte dit nummer på 24 timer

Ny lov gør det mulig at flytte sit telefonnummer fra ét teleselskab til et andet på 24 timer.

Nu kan du flytte dit nummer på 24 timer

Der har tidligere været ventetid på op til seks uger, når mobil-kunder hos ét teleselskab har ønsket at flytte deres nummer til et andet teleselskab.

Men det bliver der nu lavet om på.

Et nyt EU-direktiv, der træder i kraft den 25. maj, kræver nemlig, at den såkaldte nummerportering gøres på under 24 timer.

Det er dog vigtigt at understrege, at nummerportering ikke er det samme som, at du kan blive fri af dit abonnement. For det første er mange kunder bundet til deres abonnement i en tidsperiode, i forbindelse med køb af en mobil. For det andet arbejder mange teleselskaber med en opsigelsesfrist, på for eksempel 30 dage. Det ændrer sig ikke med den nye lov.

Ikke bange for at miste kunder

Det kommer til at betyde, at det bliver nemmere for kunder at komme væk fra et teleselskab, fordi man ikke længere skal vente på at få sit eget telefonnummer med.

Men det bekymrer ikke Danmarks største og ældste teleselskab.  

-”Man skal som selskab altid anstrenge sig for at give kunderne lyst til at blive – det skal ikke være jura, der binder kunderne til os,” siger TDCs markedsdirektør Allan Christiansen til Mobilsiden.dk.

Han mener ikke dette ene tiltag kommer til at kunne aflæses i markedsandelene.

Sådan flytter du dit nummer:

– Kontakt det teleselskab, du ønsker at flytte til.

– Du kan enten få dem til at flytte dit nummer, og oprette et nyt abonnement, fra den dag dit gamle abonnement udløber. På den måde undgår du at betale abonnement to steder.

– Har du et abonnement uden opsigelsesvarsel, eller er du så træt af dit gamle selskab, at du vil starte i et nyt med det samme, kan du flytte nummeret på én dag. Du kommer dog stadig til at betale for det gamle abonnement, hvis det ikke er udløbet, selvom nummeret er flyttet.