Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Nu kan du købe LG V30 i Danmark

Nu kan du købe LG V30 i Danmark

I al stilhed er LG's seneste flagskib, V30, kommet til salg i Danmark, selv om der slet ikke var udsigt til en dansk lancering.

Foto: LG

Sidst i august måned løftede LG sløret for topmodellen V30, men den fik ikke meget opmærksomhed herhjemme, da LG slet ikke havde planer om at lancere den i Danmark - ja, næsten hele Europa blev nærmest forbigået ligesom med LG V20.

Det var kun i Storbritannien, Italien, Tyskland og Polen, at LG V30 blev lanceret den 1. december, men alligevel er det lykkedes flere danske forhandlere at få fingrene i telefonen.

Læs også: LG V30 er officiel: Spækket med features

Allerede nu er der tre forhandlere, som fører telefonen: Proshop, Merlin og Elgiganten. Hos Proshop og Merlin er det allerede nu muligt at købe LG V30, men den koster også derefter. Prisen er nemlig i den absolutte høje ende: 8.495 kroner. Farven Cloud Silver er på lager allerede nu, mens V30 i Moroccan Blue er på lager fra i morgen.

Det bliver dog først rigtigt interessant, når Elgiganten får LG V30 på lager. Det sker om præcis en uge, onsdag den 20. december. Hvis du kan væbne dig med lidt tålmodighed, sparer du nemlig 2.496 kroner. Her er prisen nemlig et lidt mere retvisende beløb: 5.999 kroner. Hos Elgiganten kan du dog indtil videre kun købe LG V30 i farven Cloud Silver.

Det er endnu uvist, hvorfor LG V30 pludselig kommer til salg hos flere danske forhandlere. Det er ikke utænkeligt, at der er tale om importerede enheder fra en eller flere af de omkringliggende lande. Det er dog ikke noget, der umiddelbart fremgår af produktinformationerne. Mobilsiden forsøger at finde ud af, om der er tale om danske eller importerede modeller.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies