Nu kan du købe togbilletter med MobilePay i DSB’s app

Med DSB-appen til Android og iOS kan du endnu hurtigere købe togbilletter på farten. Betalingen kan du nu klare lynhurtigt gennem MobilePay.

Nu kan du købe togbilletter med MobilePay i DSB’s app

Har du prøvet at stå og mangle togbilletter til rejsen lige inden toget afgår? Frygt ej med DSB’s opdaterede app i hånden.

En opdatering til DSB-appen til Android og iOS tilføjer nemlig integration med Danske Banks populære MobilePay-betalingsløsning, så du endnu hurtigere kan købe din nødvendige togbillet inden afgang.

Læs også: McDonald’s klar med MobilePay-betaling i alle restauranter

Integrationen med MobilePay kan lade sig gøre ved at du i indstillinger i DSB-appen oplyser din e-mail-adresse samt dit telefonnummer. Telefonnummeret bruges til at kæde appen sammen med din MobilePay-konto, hvor dine betalingsoplysninger sikkert opbevares.

Derfra kan du som normalt finde din ønskede afgang i appen, hvor du kan vælge MobilePay som betalingsform ud over et traditionelt betalingskort. Vælger du MobilePay, bliver du helt automatisk ført over i MobilePay-appen, hvor du skal indtaste din 4-cifrede pinkode og til sidst bekræfte med en swipe-bevægelse mod højre – og så ryger du tilbage til DSB-appen med din billet.

Læs også: Modtag dine kvitteringer digitalt i MobilePay

DSB har i nedenstående video demonstreret, hvor nemt det kan lade sig gøre at købe en togbillet på farten, når det foregår med Danske Banks MobilePay.