Nu kan Google Oversæt live-oversætte med kameraet på dansk

Nu kan du lave direkte oversættelser på dansk gennem kameraet på din iPhone eller Android-smartphone med den nye version af Google Oversæt-appen.

Nu kan Google Oversæt live-oversætte med kameraet på dansk

Google udsender netop nu en stor opdatering til den populære Google Oversæt-app til både Android og iOS, som øger funktionaliteten i mange lande – heriblandt Danmark. Det skriver Google i et blogindlæg.

Google Oversæt-appen er bygget op om tre metoder, som du kan oversætte sprog på: Visuelt gennem kameraet, med tale gennem mikrofonen og på skrift ved at skrive eller tegne ord.

Læs også: Google Oversæt er nu blevet endnu bedre

Den visuelle metode er netop kommet til 20 øvrige lande, så tjenesten nu virker i 27 lande i alt. Danmark er blandt disse, og det betyder, at du blot kan pege kameraet hen mod et skilt, som du ikke forstår, hvis du eksempelvis er på ferie i udlandet.

Heri sker der flere processer på under et sekund. Først genkender Google Oversæt, hvad der står med tekstgenkendelse. Herefter ryger teksten igennem oversættelse, og til sidst indsættes den oversættede tekst direkte oven i det, der står på et fremmed sprog. Hvis du eksempelvis har et grønt skilt med fed, hvid skrift, hvor der står ”Be careful”, imiterer appen den oversættede tekst med samme farve, baggrund og typografi.

Læs også: Google Translate: Gør din rejse forståelig [TIP]

Listen af sprog, der nu kan benyttes med denne smarte teknologi, omfatter følgende: Bulgarsk, catalansk, tjekkisk, dansk, hollandsk, engelsk, filippinsk, finsk, hindi, ungarsk, indonesisk, kroatisk, litauisk, norsk, polsk, rumænsk, slovakisk, svensk, thailandsk, tyrkisk og ukrainsk.

Hvis det sprog, du vil live-oversætte til eller fra gennem kameraet ikke er tilgængeligt, kan du prøve at tage stillbilleder i stedet. Her lyder listen af understøttede sprog på 37.

Google Oversæt app

Hav en naturlig samtale på tværs af sprog

Med Google Oversæt kan du også foretage helt naturlige og gnidningsfrie samtaler med en, der snakker et sprog, du ikke kan forstå – og omvendt.

Funktionen er ikke ny, men er blevet opdateret til at fungere langt bedre under områder med upålidelige netværksforbindelser. Samtidig er der nu fuld understøttelse for direkte oversættelse og oplæsning af samtaler på tværs af 32 sprog, hvor dansk har været inkluderet i noget tid.

Den opdaterede version 4.0 af Google Oversæt rulles lige nu ud til både Android og iOS og vil lande på din smartphone i løbet af de kommende dage, fortæller Google.