Nu kan Kraks app guide dig fra a til b på cykel

Danske Kraks app til Android og iOS er opdateret med nyt cykelkort til at finde vej fra a og b uden om den tunge trafik og i stedet via rolige, sikre stier.

Nu kan Kraks app guide dig fra a til b på cykel

Hvis du bruger cyklen som fast transportmiddel, men til tider har brug for lidt hjælp til at finde den bedste vej frem, kan Kraks opdaterede app til Android og iOS være et godt bud.

Appen er nemlig blevet opdateret med nyt kort, der gør det muligt at guide cyklister rundt fra a til b i hele Danmark via 10.000 km cykelstier.

Læs også: Nu kan du rejse via flere destinationer i Google Maps til Android

Kraks nye cykelkort er lavet sådan, at cykelstier i behagelige og rolige omgivelser af gode grunde prioriteres højere end ved de store veje med tung trafik. Hvis ikke andet er angivet, kan Krak derfor sagtens guides dig igennem en længere rute, men det er til gengæld med sikkerheden i fokus.

Du kan også komme ud for at skulle trække cyklen igennem gågader for at komme til din destination hurtigst muligt, lige som du også guides igennem ensretninger.

Krak
Foto: Krak

Da det er den normale Krak-app, og ikke Krak Navigation, der i denne omgang er opdateret, bliver du altså ikke guidet via GPS, men derimod i form af en cykelrute til planlægning. Det er også derfor, at tiden i cykelturen angives med en vejledende hastighed på 20 km/t. Krak Navigation kan endnu ikke guide cykler ad rolige stier – her må du bruge eksempelvis Google Maps.

”I udviklingen af cykelkortene har vi fokus på, at cykelturene både er behagelige og sikre. Det betyder, at vi har prioriteret, at selvstændige cykelstier foretrækkes frem for veje, hvor der både kører cykler og biler. Det vil i nogle tilfælde betyde, at der kan findes ruter, der både er hurtigere og kortere, men de vil ikke blive valgt som den primære rute,” lyder det fra Kristoffer Apollo, kommunikationschef i Eniro Danmark, der står bag Krak.

Læs også: Nu kan du flyve over Aarhus med Apple Maps

Skulle du ikke have en iPhone, iPad, iPod eller Android-smartphone, kan du også benytte Kraks hjemmeside til at få cykelruter med på vejen.