Nu ruller iOS 12 ud til iPhone, iPad og iPod touch

Så er ventetiden ovre. Mandag aften klokken 19:00 er den færdige udgave af iOS 12 begyndt at rulle ud til iPhone, iPad og iPod touch.

Nu ruller iOS 12 ud til iPhone, iPad og iPod touch

Så behøver du ikke længere at vente, hvis du gerne vil opdatere din iPhone, iPad eller iPod touch til den nyeste version af iOS-softwaren – nemlig iOS 12.

Læs også: Apple lancerer iOS 12: Her er alle nyhederne

Da Apple præsenterede de tre nye iPhones i sidste uge, oplyste firmaet også, at udrulningen af iOS 12 begynder i dag den 17. september – og det løfte har Apple, ikke overraskende, holdt.

iOS 12

Klokken 19:00 udgav Apple nemlig en pressemeddelelse om, at udrulningen nu er begyndt. Det vil sige, at du blot kan tjekke efter nye softwareopdateringer i din enheds indstillinger, og så bør iOS 12 meget gerne dukke op. Du kan søge efter opdateringer ved at gå ind i Indstillinger » Generelt » Softwareopdatering. Du kan naturligvis også blot vente på, at din iPhone, iPad eller iPod touch selv fortæller, at der er en opdatering klar.

Du kan som altid også installere den 2,77 GB store opdatering via iTunes på din computer. Her tilslutter du blot enheden via det medfølgende kabel og klikker på enheden, som dukker op på skærmen. I iTunes kan du tjekke efter softwareopdateringer og derigennem begynde opgraderingen til iOS 12.

OBS: Sørg altid for at have en backup af – i dette tilfælde – iOS 11.4, før du begynder at opdatere din telefon. Klik på dit navn i toppen af indstillingerne, vælg Cloud og sørg for, at det er aktiveret. Du kan også tilslutte iOS-enheden til din computer og lave en sikkerhedskopi enten i iCloud eller lokalt på din computer.

iOS 12 ruller ud til følgende enheder:

iPhones iPad iPod touch
iPhone XS
iPhone XS Max
iPhone XR
iPhone X
iPhone 8
iPhone 8 Plus
iPhone 7
iPhone 7 Plus
iPhone 6s
iPhone 6s Plus
iPhone 6
iPhone 6 Plus
iPhone SE
iPhone 5s
12,9″ iPad Pro (2. gen)
12,9″ iPad Pro (1. gen)
10,5″ iPad Pro
9,7″ iPad Pro
iPad (6. gen)
iPad (5. gen)
iPad Air 2
iPad Air
iPad mini 4
iPad mini 3
iPad mini 2
 
iPod touch (6. gen)

Her er nyhederne i iOS 12

Modsat tidligere iOS-versioner er der i iOS 12 ikke lagt lige så meget vægt på en masse nye features. I stedet har fokus været på at optimere softwaren, så den kører markant bedre på særligt ældre iPhones og iPads. Det hele foregår med andre ord meget mere flydende, og softwaren reagerer hurtigere på tryk på skærmen.

iOS 12 skulle derfor give helt nyt liv til ældre enheder, som har føltes noget sløve med iOS 11. Ifølge Apple åbner kameraet eksempelvis op til 70 % hurtigere i iOS 12 i forhold til iOS 11.4.

Det er dog ikke ensbetydende med, at der slet ikke er nogle store nyheder i iOS 12. Nogle af de nye features i iOS 12, som Apple selv fremhæver, er:

  • FaceTime med op til 32 mennesker: FaceTime er blevet forbedret, så du nu kan lave gruppevideosamtaler med helt op til 32 mennesker.
  • Memoji og nye Animojis: Animojis er blevet forbedret, så du via TrueDept-kamerasystemet kan lave en animoji med dit eget ansigt – kaldet en memoji. De kan bruges i Beskeder og i FaceTime. Dertil er der kommet fire nye Animojis: koala, tiger, spøgelse og tyran­nosaurus.
  • Kameraeffekter: Nu kan du tilføje effekter på kameraet såsom Animoji, Memoji, filtre, anime­rede tekst­effekter og sjove klister­mærker på dine billeder og videoer.
  • Forbedret AR: ARKit, som er et udviklerværktøj, er blevet udgivet i en version to, som giver endnu flere muligheder for AR eller augmented reality i apps. Du kan blandt andet sende AR-objekter i Beskeder og i Mail.
  • Skærmtid: Måske bruger du for meget tid på din mobil, tablet eller iPod touch. Det kan funktionen Skærmtid give indblik i.
  • Hurtig justering: Nu har du mere kontrol over, hvilke notifikationer du modtager i iOS 12. Direkte fra låseskærmen kan du administrere dine notifikationer, og Siri giver også foreslag til dine notifikationer ud fra, hvordan du interagerer med dem.
  • Forstyr ikke: Med Forstyr ikke kan du vælge slet ikke at blive forstyrret af notifikationer i en bestemt periode, for eksempel den næste time, resten af aftenen, indtil du forlader den nuværende placering eller indtil din nuværende kalenderaftale slutter. Du kan også planlægge fremadrettet, hvornår Forstyr ikke skal være aktiveret.
  • Fotodeling: I Fotos-appen er der kommet en ny fane kaldet Til dig, som foreslår billeder, som du kan dele med andre. iOS 12 kigger på, hvem der er på billedet, og foreslår, at du deler dem med netop dem.
  • Fotosøgning: En anden ny fane i Fotos hedder Søg og giver dig forslag til, hvad du kan søge efter af billeder. Søgefeltet giver dig forslag allerede inden du har fuldendt dit søgeord.
  • Genveje i Siri: iOS 12 kigger på dine vaner og giver forslag til, hvordan disse kan parres med handlinger i Siri. Du kan dermed sige ting til Siri, som udfører lige den handling i de apps, du har behov for.
  • Anonym browsing: Apple vægter privatlivets fred højt, og derfor iOS 12-brugere blevet mere anonyme, blandt andet når man browser i appen Safari. Annoncører kan heller ikke længere indsamle oplysninger om din specifikke enhed og give målrettede annoncer.

Vi har lavet en mere detaljeret gennemgang af de største nyheder i iOS 12 her, og hvis du vil gennemgå alt nyt fra top til tå, har Apple en komplet liste over nyhederne her.

Sidste nye om temaet

Siden redaktionen publicerede denne historie er der kommet nyt om sagen. mobilsiden kunne ikke lade være. 6/8/2018 vinklede vi sagen videre med artiklen om Analytiker: iPhones og iPads kommer uden adapter til jackstik – Historien bringes videre her. Få også seneste nyt om temaet her..