Ny applikation finder de bedste tilbud

Applikationen fra eTilbudsavis scanner tilbud i nærheden af dig.

Ny applikation finder de bedste tilbud

Med den nye applikation til iPhone fra eTilbudsavis, søger du efter varer, der er på tilbud i næheden af, hvor du befinder dig.

Meningen med eTilbudsavis-applikationen er, at du kan søge efter tilbud, mens du er på farten, og samtidig vinke farvel til alle reklamebunkerne i postkassen.

Ideen er også god, men i mit forsøg på at finde billig tandpasta var første tilbud Bilka.

I Ishøj. Det var et fint tilbud, omend det var på tandbørster og ikke tandpasta.

Problemet var også, at jeg befandt mig 17,4 kilometer væk – på Østerbro.

Men ved at justere i kilometertælleren nederst i applikationen, kan du markere, hvor langt du er villig til at gå eller køre efter et godt tilbud. Det virker nogenlunde.

Som applikationen ser ud nu, er der ikke mulighed for at søge i specifikke varegrupper. Er du fx. på udkig efter en billig mobiltelefon, får du også en masse tilbud om fladskærme at se.

Der bliver heller ikke automatisk sorteret i pris, således at du får vist det billigste og nærmeste tilbud først.

Komplicerede algorytmer

Folkene bag eTilbudsavis-applikationen, Christian Birch og Morten Bo, står også bag tilbudshjemmesiden etilbudsavis.dk.

De har arbejdet på applikationen et godt stykke tid:

– “Der er brugt ret komplicerede algoritmer til at lave applikationen, men basalt set scanner den alle ugens tilbudsaviser, og tager også højde for, hvis en vare fx. kun er på tilbud en enkelt dag,” fortæller Christian Birch til mobilsiden.dk.

eTilbudsavis-applikationen er, trods lidt begynderfejl, ifølge ophavsmændene blevet dowloadet af mindst 4000 brugere, og den ligger lige nu nummer 2 på Apple Stores top 25 liste over gratis applikationer.