Ny LG-kovending: Optimus 2X får alligevel Android 4.0 – eller hvad?

LG i Canada afviste den lovede Android 4.0-opdatering til Optimus 2X. Nu kvidrer LG Korea dog, at opdateringen er på vej. Forvirret?

Ny LG-kovending: Optimus 2X får alligevel Android 4.0 – eller hvad?

Det kan ikke undre, hvis ejere af LG-smartphonen Optimus 2X er forvirrede efterhånden. Kommer der en opdatering til Android 4.0 – også kaldet Ice Cream Sandwich – eller ej?

Svaret var i teorien klart nok. Allerede sidste år lovede LG, at en opdatering var på vej. Den skulle komme i første kvartal af 2012 – dette blev dog udsat.

Siden da har fulgt en masse ventetid og tvivl. Dernæst en Twitter-udmelding fra LG i Canada om, at opdateringen ikke kommer til at ske.

Måske gælder det kun for de canadiske brugere. Ifølge gsmarena.com har LG Korea i hvert fald bekræftet via Twitter, at der stadig bliver arbejdet på en opdatering. Spørgsmålet er blot, om det så kun kommer til at gælde koreanske kunder eller eventuelt udvalgte markeder.