Ny Nokia 9 på vej: Design, specifikationer og pris afsløret

Nokia er på vej med endnu en topmodel, Nokia 9. Nu er der kommet knivskarpe billeder af telefonen, som er lavet ud fra en lækket skitse.

Ny Nokia 9 på vej: Design, specifikationer og pris afsløret

Nokia 8 er ikke den eneste Nokia-topmodel, vi får at se fra finske HMD Global i år. Rygterne om en Nokia 9 har nemlig svirret i luften i efterhånden mange måneder, og nu er der dukket flere billeder og oplysninger op, som indikerer, at endnu en topmodel er på vej.

Læs også: Nokia 2 på vej: Her er de første billeder

Inden lanceringen af Nokia 8 var forvirringen stor. Ville HMD Global lancere en Nokia 8, en Nokia 9 eller måske begge to? Det ser altså ud til nu at blive sidstnævnte, for i går blev en skitse af Nokia 9 lækket på det kinesiske sociale medie Baidu Tieba. Det skriver hjemmesiden Nokiapoweruser.

Nokia 9
Her ses den skitse, som de efterfølgende fire billeder er baseret på. Foto: Baidu Tieba

På baggrund af skitsen, som også viser den kommende Nokia 2, har en læser af Nokiapoweruser skabt nogle renderinger, der menes at vise det, der er så så tæt på den ægte vare, som det kan være.

På billederne ses et design, der ved første øjekast minder om Nokia 8, men hvor der er flere markante forskelle. Foran er der implementeret en AMOLED-skærm, som dækker noget mere af fronten end på Nokia 8. Bagpå ses hvad der ligner en glasbagside, der har kurvede sider ligesom på Samsung Galaxy S6 edge og Xiaomi Mi 5.

Læs også: Nokia 8 – klassiske dyder hersker [TEST]

På grund af den mindre plads under skærmen er fingeraftrykslæseren rykket om til bagsiden under et kamerahus, der minder om det, der sidder i de øvrige Nokia-smartphones. Der er fortsat et dualkamera, men ingen laserautofokus. LED-blitzen er også rykket til højre for kamerahuset i stedet for inde i det.

Specifikationer og mulig dansk pris afsløret

Hvad angår specifikationer, oplyser Nokiapoweruser via dets kilder, at Nokia 9 kommer med 128 GB lagerplads og i varianter med 6 og 8 GB RAM. Den ser desuden ud til at få Qualcomms seneste Snapdragon 835-processor ligesom den nuværende Nokia 8. Den vil dog skille sig ud ved at være IP68-certificeret, så den kan klare vand og støv uden problemer. Der går også forlydender om, at den kan komme med både irisscanner og trådløs opladning.

Nokiapoweruser mener også at kende til den europæiske pris på Nokia 9, som vil være på 749 euro. Til sammenligning har Nokia 8 en europæisk pris på 579 euro og en dansk pris på 4.295 kroner. En mulig dansk pris på Nokia 9 vil altså være omkring 5.555 kroner. Det er dog endnu uvist, hvornår Nokia 9 bliver offentliggjort.