Ny Nokia telefon kan være på vej til efteråret

Et nyt tweet afslører kodenavne på både en ny Nokia og den næste Google enhed.

Ny Nokia telefon kan være på vej til efteråret

Det ser ud til, at Snapdragon 710 chipsettet er det nye sort hos smartphoneproducenterne. I hvert fald rygtes det nu, at både Nokia og Google arbejder på nye enheder med mellemklasse processoren. Den nye Nokia bliver, efter sigende, lanceret i efteråret eller til vinter. Muligvis til IFA i Berlin, i starten af september. Telefonen, som har fået kodenavnet “Phoenix”, kunne være en efterfølger til Nokia 7 Plus eller en helt ny Plus model.

Snapdragon 710 har 8 kerner, 2 store kerner der stammer fra Cortex-A75, og 6 små kerner, baseret på Cortex-A55. Der bliver brugt en Adreno grafikprocessor som skulle være 35 procent hurtigere end Snapdragon 660. Så alt i alt et kraftigt mellemklasse chipset, men Nokia 7 Plus var også en glimrende telefon i klassen, så mon ikke den næste også bliver pengene værd?

Læs også: Nokia 7 Plus – En eksklusiv mellemklasse [TEST]

Som man også kan læse i tweetet, arbejder Google på en mellemklassetelefon, med kodenavnet “Bonito”, der kunne være en ny Pixel enhed. De to kodenavne er måske værd at skrive sig bag øret, hvis man interesserer sig for de kommende enheder. I tilfælde af, at “Bonito” eller “Phoenix” bliver spottet i en benchmarktest, ved vi nu hvilke telefoner det  højst sandsynligt drejer sig om.