Ny Smart Lock-funktion til alle Android-enheder

En ny funktion til Android ruller i disse dage ud, der gør din smartphone endnu smartere at bruge i dagligdagen.

Ny Smart Lock-funktion til alle Android-enheder

Nu kan du bruge din smartphone endnu mere effektivt med en ny Smart Lock-funktion, der ruller ud til alle Android-enheder med version 5.0 Lollipop eller nyere.

Funktionen er en tilføjelse til Smart Lock-menuen i indstillingerne, som med bevægelsessensoren registrerer, om der er kropslig kontakt med din smartphone.

Hvis det er tilfældet, forbliver Android-enheden låst op, så du ikke skal forbi låseskærmen endnu en gang, efter skærmen har været slukket.

Læs også: Android 5.1 – her er alle ændringer

Så snart telefonen ligger på et bord eller en anden flade, registrerer den straks, at den ikke ligger i bukselommen eller hånden på en person, og derved er låseskærmen igen aktiveret.

Du slipper dermed for at indtaste dit låsemønster eller en kode unødvendigt mange gange. Til gengæld kan den ikke registrere, om det er den rette ejer, der låser den op. Der kan du, i kombination med de andre Smart Lock-løsninger såsom betroede enheder, øge sikkerheden yderligere.

Du skal selv navigere ind i Indstillinger » Skærmlås » Smart Lock for at aktivere den nye funktion eller de allerede eksisterende Smart Lock-funktioner.

Smart Lock Android
Sådan ser den nye Smart Lock-funktion ud, der registrerer, om det er nødvendigt at have låseskærmen aktiveret eller ej.

Opdateringen ruller stille og roligt ud gennem den seneste version af Google Play-tjenester, som er en baggrundsapp på alle Android-enheder med Google’s apps præinstalleret. Du slipper således for at opdatere hele dit styresystem for at få den ekstra funktion.