Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Ny teknologi skal erstatte 112-app

Ny teknologi skal erstatte 112-app

112-applikationen kan ikke længere downloades, men kan fortsat bruges af eksisterende brugere.

Tilbage i 2013 blev 112-app'en lanceret, og siden da er den blevet hentet intet mindre end 800.000 gange. Det er slet ikke nogen dårlig statistik, som også viser, at danskerne har taget app'en til sig.

Læs også: Kampagne skal gøre opmærksom på 112

Desværre er det ikke længere muligt at downloade 112-app'en fra Play Store og App Store. Eksisterende brugere kan dog stadigvæk benytte app'en fremadrettet. For dem der ikke i forvejen har app'en, er der lidt gode nyheder. 112-app'en ser nemlig ud til at blive erstattet af ny tekologi.

Foto: Mobilsiden.dk

Idéen med 112-app'en er, at man hurtigt kan starte et alarmopkald samtidigt med, at man sender telefonens GPS-koordinater til alarmcentalen. På den måde kan man hurtigere få hjælp. Ifølge beredskabsinfo.dk viser erfaringer med app'en, at alarmcentralen håndterer opkald, som foretages gennem 112-app’en, væsentligt hurtigere end de almindelige 112-opkald. Desværre, kan man sige, viser erfaringerne også, at antallet af opkald gennem app'en, er relativt begrænsede

Ifølge Rigspolitiet betyder "nye krav fra en af ejerne af styresystemerne til smartphones", at 112-app'en nu er udgået. Til gengæld ser det ud til at app'en bliver erstattet af ny teknologi. Teknologien hedder AML, hvilket står for Advanced Mobile Location, og er en integreret del af telefonernes styresystem. I al sin enkelthed kan AML bruges til, at en person der ringer 112, sender positionsdata til alarmcentralen automatisk, såfremt AML er aktiveret.

Teknologien er i og for sig klar til at blive implementeret, og alarmcentralen er udstyret til at kunne modtage positionsdata via AML. Der er dog nogle databeskyttelsesregler som skal overholdes, ligesom der skal ingås aftaler med private udbydere af AML-teknologien. Fordi AML ligger i telefonens styresystem, skal det ikke aktiveres for enkeltbrugere, men for alle brugere af det givne styresystem inden for en bestemt region eller landegrænse. Der kan derfor ikke ske en differentieret AML-aktivering på baggrund af eksempelvis enkeltbrugeres registrering på en hjemmeside.

Rigspolitiet forventer i øvrigt, at 112-app'en udfases helt, når AML er indført.

Forrige artikel Næste artikel

Læs Mobilsidens debatregler her


Om brug af cookies