Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Nye billeder viser OnePlus 6 frem - kommer i blå

Nye billeder viser OnePlus 6 frem - kommer i blå

Nye lækkede billeder viser, at OnePlus 6 kommer i to velkendte farver, men også en ny blå. En fjerde og knaldrød Avengers: Infinity War-udgave kommer også.

Foto: Weibo.com (shumaC)

Flere producenter har afsløret deres nye topmodeller dette forår, men en præsentation af OnePlus’ kommende topmodel lader endnu vente på sig. Den ser dog ud til at nærme sig med hastige skridt, for i de forgangne uger er der pludselig blevet lækket en hel del billeder.

Læs også: OnePlus giver sig: Hakket i skærmen i OnePlus 6 kan skjules

Nu er endnu flere billeder for nyligt dukket op rundt omkring på det kinesiske sociale medie Weibo.


Ny blå farve og Avengers: Infinity War-udgave

Først har brugeren shumaC, som før har lækket mange telefoner længe før tid, delt syv forskellige billeder af OnePlus 6. På billederne ses samme design, som tidligere er blevet lækket af både hjemmesiden ITHome og Twitter-tipsteren evleaks.

Det mest bemærkelsesværdige er, at der ikke kun er en sort og hvid udgave, som vi har set OnePlus 5T blive lanceret i. Der er nemlig også en helt ny blå farve, som ikke før er set i OnePlus-sammenhæng. De forskellige billeder viser også tydeligt, at der er tale om en glasbagside – formentlig af 3D Gorilla Glass. Placeringen af bagkameraerne og fingeraftrykslæseren på bagsiden matcher også det, vi tidligere har set.

OnePlus genbruger en lille designdetalje fra OnePlus 5T Star Wars-udgaven, som mange syntes godt om: tænd/sluk-knappen er rød lige som på Google Pixel 2 XL. Billederne viser også fronten af telefonen, og – ikke overraskende – har skærmen en udskæring i toppen for at gøre plads til frontkameraet og sensorerne.

Læs også: OnePlus 6 bliver dyrere end OnePlus 5T

Foruden de tre farver har Weibo-brugeren også afsløret i et andet opslag, at OnePlus 6 også kommer i en fjerde udgave. Der er tale om ene ”Avengers: Infinity War”-variant i forbindelse med filmens premiere den 25. april. Netop dette er noget, som OnePlus tidligere har teaset for. Denne variant får en knaldrød farve og et Avengers-logo nederst på bagsiden. Softwaren bliver også ændret, så den matcher det ydre.

Offentliggøres sammen med DxoMark-resultat

Derudover har Weibo-brugeren androidroms også delt to ganske interessante billeder. Det første viser OnePlus 6 forfra, hvor man kan se det samme hak i skærmen. På dette billede ses det også, hvordan ikonerne er placeret i hver side af udskæringen. Der må dog være tale om en tidligere udgave af softwaren, for OnePlus’ medstifter, Carl Pei, har tidligere oplyst, at uret vil få plads til venstre for udskæringen.

Det andet billede, som Weibo-brugeren har delt, er det skarpeste af dem alle. Her ses OnePlus 6 forfra, og billedet skal bruges til at promovere det resultat, som OnePlus 6 får af kameraspecialisterne DxOMark. De har formentlig fået telefonen på forhånd og kan offentliggøre resultatet i forlængelse af præsentationen af OnePlus 6. Det er det, som dette billede skal bruges til.

Afsløres måske 5. maj i Kina

Til sidst er et billede dukket op via hjemmesiden Playfuldroid. Her ses et billede, som ligner en invitation til afsløringen af OnePlus 6. På billedet står der, at OnePlus 6 vil blive afsløret lørdag den 5. maj klokken 14:00 lokal tid i Kina. Det vil sige lørdag den 5. maj klokken 08:00 dansk tid. Der er formentlig tale om en lokal præsentation i Kina, som vil foregå enten før eller efter en global lancering.

Foto: Playfuldroid.com

OnePlus’ to lanceringer i 2017 fandt sted sted henholdsvis tirsdag den 20. juni (OnePlus 5) og torsdag den 16. november (OnePlus 5T) – begge klokken 18:00, så vi kan altså ikke udlede meget af invitationen, andet end at den globale lancering formentlig finder sted i starten af maj måned.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies