Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Nye MacBooks og ny iPad Pro bliver ikke klar til WWDC

Nye MacBooks og ny iPad Pro bliver ikke klar til WWDC

Når Apple holder en keynote på mandag i forbindelse med WWDC, bliver et nyt Apple Watch formentlig de eneste hardwarenyheder. Resten er nemlig forsinkede.

Foto: Apple

Der bliver langt færre hardwarenyheder til dettes års WWDC, som skydes i gang på mandag. Det skriver finansmediet Bloomberg, som har talt med flere kilder med indsigt i Apples planer.

Læs også: Officielt: Apple inviterer til WWDC-messe

Apple arbejder først og fremmest på nye, opdaterede MacBook Pro- og 12” MacBook-computere med de seneste Intel-processorer, ligesom der også er en ny, billigere MacBook på vej til at erstatte MacBook Air. Disse er dog først klar sidst på året, så dem får vi ikke at se til WWDC. Det samme gælder for en ny portefølje af iPad Pro, som nu får Face ID. Disse er heller ikke klar til WWDC.

Nyt Apple Watch med større skærm

Hvad vi derimod får at se er et nyt Apple Watch, som beholder samme størrelse som de nuværende ure, men som derimod ventes at få en 15 % større skærm. Der vil være tale om den største designændring siden det første Apple Watch kom i 2015. Trods designændringerne vil de eksisterende urremme dog stadig passe til det næste Apple Watch.

Læs også: Analytiker: Apple Watch får nyt design og større skærm

Der bliver altså markant færre hardwarenyheder end sidste års WWDC, der bød på utroligt mange nye produkter: Nye iPad Pro-tablets, nye MacBook-computere, ny iMac og iMac Pro og ikke mindst højttaleren HomePod.

Første kig på iOS 12

Til gengæld kan du se frem til en ny udgave af iOS, som traditionen tro bliver afsløret ved WWDC. I år er vi nået til iOS 12, hvor Apple fokuserer på at øge stabiliteten og driftssikkerheden frem for at tilføje nye funktioner. En ny hjemmeskærm er blandt andet derfor udskudt til næste år. Det er dog ikke ensbetydende med, at der slet intet nyt i iOS 12 kommer.

Læs også: Apples næste store opdatering: Vores forventninger til iOS 12

Vi får blandt andet ARKit 2.0 at se - en teknologi, som udviklere af apps kan gøre brug af for at muliggøre augmented reality (AR). En af nyhederne i dette er, at iPhone-brugere kan spille AR-spil mod hinanden i de samme virtuelle miljøer, hvilket giver en helt ny måde at spille mobilspil på.

iOS 12 vil også byde på en ny funktion i indstillinger kaldet Digital Health, som er et sæt værktøjer, der hjælper ejeren af en iPhone med at holde øje med, hvor meget tid de bruger på de forskellige installerede apps. Sidst, men ikke mindst, kan du også forvente en ny og forbedret børnesikring af iOS-enheder.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies