“Nye” telefoner snyder forbrugerne

Teleselskaberne kaster et væld af mobiler på markedet, men ofte er der næsten ingen forbedringer i den "nye" udgave.

“Nye” telefoner snyder forbrugerne

Mobilproducenterne lancerer flere og flere mobiler, som indholdsmæssigt er identiske med tidligere modeller, fortæller gratisavisen 24 Timer.

Et rigtig godt eksempel er Sony Ericsson W890i, og den for nyligt præsenterede T700. W890i er den “forældede” udgave, som i skrivende stund koster omkring 1.500 kroner uden abonnement. T700 vil få en startpris som er lavere end W890i’s pris, men reelt er det svært, at finde forskellen på den tekniske side.

W890i og T700 har nøjagtig ens dimensioner og vægt – helt ned til sidste millimeter og gram. Indholdsmæssigt ligner de ligeledes hinanden på en prik. Det skal dog siges, at salgspakken til W890i indeholder mere end tilfældet er for W890i.

“Set fra et forbrugerperspektiv er der en grad af vildledning”, fortæller Forbrugerrådet til gratisavisen, som bliver bakket op af Aktive Forbrugere og Mobilsiden.dk.

Andre eksempler tæller Motorola RAZR V3-serien, Nokia N81 kontra N81 8GB, Sony Ericsson K800 kontra K810, samt Nokia N95 8 GB kontra N96.