Officielt: Samsung Galaxy Note 7 er forsinket i Danmark

Samsung bekræfter, at den nye Galaxy Note 7 er forsinket i Danmark. Det betyder, at den nu først kan købes den 9. september i stedet for den 2. september.

Officielt: Samsung Galaxy Note 7 er forsinket i Danmark

Samsung kan ikke følge med den rekordstore efterspørgsel for Galaxy Note 7. Derfor udskyder Samsung nu lanceringen i blandt andet Danmark til den 9. september.

Samsung har været ramt af store problemer med at følge med den enorme efterspørgsel, der har været på den nye Galaxy Note 7. Allerede en uge efter afsløringen af telefonen meldte Samsung ud i blandt andet Holland og Malaysia, at telefonen ville blive forsinket i henholdsvis en uge og på ubestemt tid.

Læs også: Stor interesse forsinker Samsung Galaxy Note 7

Med Holland, som oprindeligt havde samme lanceringsdato som Danmark den 2. september, lå det altså lidt i luften, at en udskydelse af lanceringen også ville ramme Danmark før eller siden – og ganske rigtigt. I dag bekræfter Samsung i en pressemeddelese, at den store efterspørgsel også forsinker telefonen i Danmark.

Det betyder, at Samsung Galaxy Note 7 lander i de danske butikker fredag den 9. september frem for fredag den 2. september – altså med en uges forsinkelse. Grundet den store interesse har den sydkoreanske producent nemlig måtte dele udgivelsen af topmodellen op i tre faser i Europa: Den 2. september, som var den oprindelige dato i Danmark, den 9. september, som er den nye dato, og så den 12. september.

”Responsen hos forbrugerne bekræfter virkelig, at Note7 er en veldesignet telefon med mange brugbare kvaliteter. Den medfølgende S Pen har altid været kernen i Note-serien, men er nu yderligere udviklet med flere anvendelige funktioner og et forbedret design. Note7 byder endda på helt nye funtkioner som eksempelvis irisscanning, som giver brugeren mulighed for enkelt at låse telefonen op med øjnene. Ved at sprede den europæiske salgsstart over tre datoer kan vi imødekomme den utrolige efterspørgsel, der har været,” siger Lars Jansson, Vice President hos Samsung Electronics Nordic.

Læs også: Samsung kan ikke følge med Note 7 efterspørgsel

Den store interesse for Samsung Galaxy Note 7 har også betydet, at Samsung har måtte sætte en begrænsning på, hvor mange eksemplarer af telefonen der har kunne forudbestilles, hvor mange forhandlere herhjemme i Danmark har valgt at inkludere et gratis sæt Gear VR-briller.