Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   OnePlus 5 og OnePlus 5T understøtter nu Project Treble

OnePlus 5 og OnePlus 5T understøtter nu Project Treble

En noget overraskende opdatering til OnePlus 5 og OnePlus 5T gør, at de understøtter det såkaldte Project Treble, som potentielt sikrer dem en længere levetid.

Foto: OnePlus.net

Da OnePlus begyndte at rulle Android 8.0 Oreo ud til sine eksisterende telefoner i slutningen af januar, var der ingen tegn på, at opdateringen gav telefonerne understøttelse for det såkaldte ”Project Treble”.

OnePlus bekræftede også selv - til manges skuffelse - det aktive fravær af Project Treble, som består af en stor og betydningsfuld omstrukturering af Android-kildekoden i et forsøg fra Google på at komme fragmentering og langsomme softwareopdateringer til livs.

Læs også: OnePlus: Vi lover to år med softwareopdateringer

Men pludselig er der kommet gode nyheder til ejere af OnePlus 5 og OnePlus 5. OnePlus har nemlig i dag offentliggjort en tråd på sit forum, hvor producenten oplyser om en ny opdatering til begge telefoner, som giver understøttelse af netop Project Treble. Om inkluderingen af Project Treble skriver OnePlus selv:

”Efter flere måneder med evaluering og hårdt arbejde har vi endelig fundet frem til en løsning, der muliggør dette (Project Treble, red.), og vi er rigtig glade for at kunne dele denne gode nyhed med jer”.

Med Project Teble skal hver nye Android-version ikke have opdateret chipproducenters kildekode.
Med Project Teble skal hver nye Android-version ikke have opdateret chipproducenters kildekode.
Foto: Googleblog.com

Hurtigere softwareopdateringer og længere levetid

Som ejer af OnePlus 5 og OnePlus 5T spekulerer du måske stadig over, hvad Project Treble helt præcist er, og hvad det egentlig gør godt for. Det er der ikke noget at sige til, for Project Treble er et kompliceret projekt, som Google har arbejdet på i årevis. Android har siden sin spæde start været plaget af fragmentering og langsomme softwareopdateringer som en konsekvens af, at styresystemet er så åbent, som det er.

Det problem har Google forsøgt at løse med Project Treble, som er nogle markante ændringer i Androids kildekode, som gør det nemmere og hurtigere for smartphoneproducenter at klargøre og udrulle opdateringer af nye Android-versioner til mobiler med Project Treble.

Open Beta 11/13: Her er nyhederne
System
  • En helt ny brugergrænseflade
  • Tilpasning af accentfarver understøttet
  • Du er velkommen til at tilpasse enhver farve, du kan lide med et farvehjul
  • Adgang: Indstillinger - Skærm - Tilpasning
Launcher
  • Forbedret søgetags i appoversigten
  • Tilføjet "Nye installationer"-tag i appoversigten
  • Forbedret appliste til skjult mellemrum og toolbox
Telefon
  • Forbedret logik på siden over kontaktpersoner
Vejr
  • Helt nyt design med forbedret brugeroplevelse

Hele Android-styresystemet har med Project Treble fået en nyt fundament, som også gør det muligt at installere såkaldte Generic System Image (GSI) – en generisk udgave af Android-systemet, som i teorien kan installeres (eller i Android-verdenen flashes) på alle telefoner, der understøtter Project Treble – og det vil altså også nu være muligt med OnePlus 5 og 5T på samme måde, som det er muligt med en mobil som Huawei Mate 9.

Læs også: I år er det slut med langsomme Android-opdateringer

Resultatet af Project Treble er altså meget hurtigere softwareopdateringer, som kræver meget mindre arbejde for producenter som OnePlus. Det viste sig allerede med OnePlus 6, som understøtter Project Treble, da den kommer med Android 8.0 ud af boksen, hvor den nye systemstruktur er påkrævet.

Da Google udgav den første betaudgave af Android P, var OnePlus 6 blandt de smartphones, som understøttede Android P med det samme. Det er formentlig også Project Treble, der for nyligt fik OnePlus til nu at love to års softwareopdateringer og tre år med sikkerhedsopdateringer. På samme måde lover Google nu tre års opdateringer af sine Pixel-mobiler og sigter efter fire års opdateringer takket være Treble.

I første omgang ude som betaudgave

I første omgang er Project Treble kun tilgængelig til OnePlus 5 i form af OxygenOS Open Beta 13 og til OnePlus 5T i form af Open Beta 11. Det betyder, at opdateringen skal installeres manuelt som erstatning for det nuværende system, man kører med på telefonerne. Du kan læse mere om, hvordan du får opdateringen på din OnePlus 5 og 5T her.

Hvis du ikke vil rode for meget med at installere opdateringen manuelt, kan du i stedet vente, indtil betaopdateringen er gennemtestet, hvorefter den ruller ud til alle telefoner. Dette må formodes at ske inden den endelige udgivelse af Android P, så vi får formentlig også en noget hurtigere udrulning af Android P at se til OnePlus 5 og 5T.



Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies