Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   OnePlus 6: Billeder, specifikationer og pris ude før tid

OnePlus 6: Billeder, specifikationer og pris ude før tid

Amazon, som er officiel forhandler af OnePlus-smartphones, er kommet til at lække pressefotos, specifikationer og priser på den kommende OnePlus 6.

Foto: Winfuture.de

På onsdag bliver den længe ventede OnePlus 6 præsenteret, og som sædvanligt er der ad flere omgange blevet afsløret både enkelte billeder samt flere specifikationer på topmodellen før tid.

Det helt store læk af oplysninger er dog ”først” kommet søndag aften tre dage, før topmodellen bliver afsløret i London. Det er den tyske udgave af handelsgiganten Amazon, som er kommet til at offentliggøre OnePlus 6 på dets hjemmeside, og dermed er en masse billeder, specifikationer og den europæiske pris på flagskibet offentliggjort.

Læs også: Billeder af OnePlus 6 lækket

Den tyske hjemmeside WinFuture var hurtige til at spotte OnePlus 6 på Amazon, inden siden blev fjernet efter få minutter. Det var med andre ord for sent for OnePlus at slette alle sporene af OnePlus 6, så medmindre du vil gemme overraskelserne til onsdag aften, så følger hermed alle billeder, specifikationer og priser på OnePlus 6.

Først og fremmest er der blevet afsløret i alt 12 knivskarpe billeder af OnePlus 6. Der er tale om seks billeder af to forskellige varianter. Den ene har navnet Mirror Black og har, som navnet antyder, en blank bagside, hvilket er første gang, ud over i afstikkeren OnePlus X, at dette ses i en OnePlus-mobil.

Den anden farve hedder Midnight Black og har en sort mat farve ligesom OnePlus 5 og 5T. Der findes også en hvid farve, som dog ikke blev offentliggjort på Amazon i denne omgang.

Velkendt design - men nu med hak i skærmen

Designmæssigt ligner OnePlus 6 det, som vi i længere tid har set på tidligere pressefotos. Der er altså det omdiskuterede hak i toppen af skærmen, og fingeraftrykslæseren har, ligesom 5T, plads på bagsiden under de to kameraer, som nu er placeret i midten i stedet for til venstre.

Dertil er kamerasensorerne placeret ovenover hinanden frem for ved siden af hinanden. Af andre designmæssige ting er en ny, lille detalje, at der på bagsiden nu står teksten ”Designed by OnePlus”.

Foto: Winfuture.de

OnePlus 6: Specifikationer

Foruden billederne har Amazon også afsløret specifikationerne på telefonen. Den byder på en 6,28” stor Optic AMOLED-skærm, som stadig har en Full HD-opløsning i et ekstra aflangt 19:9-format. Det giver en opløsning på 2.280 x 1.080 pixels.

OnePlus 6 drives af Qualcomms seneste Snapdragon 845-processor, som kører med en hastighed på til 2,7 GHz. De ene af to varianter, der blev afsløret på Amazon før tid, er basisudgaven, som har 6 GB RAM og 64 GB lagerplads. Den anden variant har 8 GB RAM og 128 GB, og det forlyder, at vi også får en tredje variant med 256 GB lagerplads at se. Det kunne måske være den hvide variant.

Læs også: OnePlus satser stort i Danmark: Fire teleselskaber vil sælge OnePlus 6

Der ser ikke ud til at være sket de helt store ændringer på kamerafronten – i hvert fald ikke setupmæssigt. Der er fortsat to sensorer på henholdsvis 20 og 16 megapixel, men det kan naturligvis sagtens være andre sensorer end dem i OnePlus 5T. Det kan meget vel være tilfældet, for OnePlus 6 vil være i stand til at optage i ultra-slowmotion ligesom flere af konkurrenterne, og der er nu også optisk billedstabilisering ligesom i OnePlus 3T, men som blev skrottet i OnePlus 5 og OnePlus 5T.

Der er endnu ingen oplysninger om kapaciteten på batteriet, men det beholder angiveligt samme kapacitet som OnePlus 5T: 3.300 mAh. Dertil bliver OnePlus 6 også vandafvisende som den første OnePlus-mobil, men om det er en IP57- eller IP58-certificering, vides endnu ikke.

Sidst, men ikke mindst, understøtter den også, ligesom forgængerne, dual-SIM, og Dash Charge vil også fortsat være at finde.

Foto: Winfuture.de

OnePlus 6: Pris og tilgængelighed

Varianten kaldet ”Mirror Black” med den blanke bagside er den billigste variant, som kommer med 6 GB RAM og 64 GB lagerplads. Den har en europæisk pris på 519 euro. Til sammenligning fik samme udgave af OnePlus 5T en pris på 499 euro, så 6’eren bliver altså kun 4 % dyrere.

OnePlus 6 med 128 GB lagerplads får en europæisk pris på 569 euro, hvilket er 10 euro mere end forgængeren – altså en stigning på kun knap 2 %.

Læs også: OnePlus 6 præsenteres den 16. maj - og du er inviteret

Det er altså meget muligt, at de danske priser på OnePlus 6 forbliver uændrede i forhold til OnePlus 5T. Det vil altså sige 3.799 kroner for modellen med 6 GB RAM og 64 GB lager, mens den bliver 4.299 kroner for modellen med 8 GB RAM og 128 GB lagerplads. Hvis de ændres, drejer det sig kun omkring 100-150 kroner ekstra.

Amazon oplyser desuden, at OnePlus 6 kan købes fra tirsdag den 22. maj.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies