Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   OnePlus-chef: OnePlus 5T vil koste under 5.000 kroner

OnePlus-chef: OnePlus 5T vil koste under 5.000 kroner

OnePlus' grundlægger antyder, at den billigste variant af OnePlus 5T ikke vil koste mere end hvad der i danske kroner svarer til 5.000 kroner.

Foto: Twitter.com (@evleaks)

OnePlus har adskilt sig fra mange andre smartphoneproducenter ved at presse priserne helt i bund, men de seneste år har den kinesiske producent dog alligevel fået smag for så småt at hæve priserne. Det kan meget vel blive tilfældet igen med OnePlus 5T, men den ser alligevel ud til at være til at betale.

På det kinesiske sociale medie Weibo har OnePlus’ grundlægger, Pete Lau, nemlig kraftigt antydet, at prisen ikke bliver højere end 4.000 kinesiske yuan. Direkte omsat til danske kroner er det kun 3.873 kroner, men OnePlus’ danske priser er omtrent 1,25 gange højere end de kinesiske. Dermed må det formodes, at den billigste OnePlus 5T kommer til at koste mindre end 5.000 kroner.

Læs også: OnePlus 5T kan købes i Danmark den 21. november

En bruger skrev i et af Pete Laus opslag på det sociale medie, at han er klar til at købe OnePlus 5T med sine 4.000 kinesiske yuan, hvortil OnePlus-grundlæggeren svarer: ”Nok” som i at det er rigeligt. Dermed antyder han altså kraftigt, at prisen i hvert fald ikke bliver nær så høj, som mange af konkurrenternes mobiler.

Det er muligt, at dette kun indikerer prislejet for den billigste variant, som ventes at få 6 GB RAM og 128 GB lagerplads. Da OnePlus lancerede OnePlus 5 i sommer, kostede den billigste variant 2.999 yuan, som i Danmark blev til 3.799 kroner i Danmark. Den dyreste OnePlus 5 kostede 3.499 yuan eller 4.299 kroner.

Her er mulige danske priser på OnePlus 5T

Det er endnu uvist, hvad startprisen på OnePlus 5T kommer til at lyde, men lad os tage udgangspunkt i det værst tænkelige scenarie, så at sige: at den billigste variant med 6 GB RAM og 64 GB lagerplads får den højst mulige pris: 3.999 yuan, hvilket vil svare til 4.999 kroner. I den nuværende OnePlus 5 tager OnePlus 13 % mere for modellen med 8 GB RAM og 128 GB lagerplads. Det kan dermed give en mulig pris på OnePlus 5T med 8 GB RAM og 128 GB lagerplads på 5.649 kroner.

Læs også: OnePlus puster selv til rygterne om en 5T telefon

Det skal bemærkes, at priserne lige så vel kan starte ved eksempelvis 3.499 yuan og dermed 4.399 og 4.999 kroner for de to varianter – eller et helt tredje prisleje. Det er naturligvis endnu uvist. I hvert fald bør du kunne forberede dig på, at den billigste OnePlus 5T formentlig ikke kommer til at koste mere end 4.999 kroner, og at den dyreste variant ikke kommer over 5.649 kroner - sådan cirka.

Inden længe bliver vi meget klogere på, hvad OnePlus 5T helt præcist kommer til at koste. I går kunne OnePlus nemlig afsløre, at OnePlus 5T bliver præsenteret den 16. november og kan købes allerede den 21. november.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies