Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   OnePlus: Op til 40.000 kunders kreditkortoplysninger er stjålet

OnePlus: Op til 40.000 kunders kreditkortoplysninger er stjålet

Efter flere dages undersøgelse er OnePlus nu kommet frem til, at op til 40.000 personer har fået deres kreditkortoplysninger stjålet fra OnePlus' webshop.

I sidste uge begyndte spekulationerne at florere på internettet. Hundreder af personer mente, at der var en sammenhæng mellem, at de havde fået deres kreditkort misbrugt og at de for nyligt havde handlet på OnePlus’ hjemmeside, OnePlus.net.

OnePlus meldte få dage efter ud, at man havde igangsat en undersøgelse for at finde ud af, om det var tilfældet. Et sikkerhedsfirma havde i sidste weekend også taget et nærmere kig på OnePlus’ hjemmeside og konkluderede, at sikkerheden ikke helt var, som den burde. Det var dog ikke muligt at sige med sikkerhed, om kunder havde fået stjålet kreditkortoplysninger fra OnePlus’ hjemmeside.

Læs også: OnePlus lukker ned for kreditkortbetaling

Det kan OnePlus dog nu fortælle nærmere om nu. Det viser sig nemlig, at OnePlus’ hjemmeside ganske rigtigt er blevet hacket, og at hele 40.000 kunder kan være berørte. OnePlus har netop opdateret sit forumindlæg om episoden og sendt en e-mail ud til kunder, som har betalt med kreditkort. Her skriver producenten følgende:

”Vi er meget kede af at måtte informere dig om, at dine kreditkortoplysninger kan have været kompromitteret som følge af et angreb på vores systemer. Disse data inkluderer kortnummeret, udløbsdato og sikkerhedskoden, som du har indtastet på OnePlus.net.”

OnePlus erkender altså blankt, at sikkerheden ikke har været i orden, og at oplysninger er blevet stjålet fra hjemmesiden. Helt konkret fortæller OnePlus, at deres system er blevet angrebet, så ondsindet kode er blevet tilføjet til del af hjemmesiden, der driver OnePlus' betalingsside. Koden indsamlede alle kreditkortoplysninger, som kunder indtastede - altså kortnummer, udløbsdato og sikkerhedskode.

Og netop disse oplysninger kan gerningsmændene bruge til enten at sælge videre på det sorte marked eller til selv at foretage køb på. Og det er der mange OnePlus-kunder, som har oplevet. Flere har fortalt om, at der i ugerne efter deres køb på OnePlus’ hjemmeside er blevet købt dyre ting til flere tusinde kroner, som de intet kender til.

Nedenfor kan du se den fulde e-mail, som OnePlus’ kunder, der har betalt med kreditkort, har modtaget.

Disse kunder kan have fået deres kortoplysninger stjålet

Det er ikke alle kunder, der har fået sine kreditkortoplysninger stjålet. På OnePlus' forum oplyser producenten, at informationerne er blevet stjålet fra midten af november 2017 frem til den 11. januar 2018. Hvis du har købt uden for denne periode, er du altså ikke berørt.

Hvis du i forvejen har haft dine kreditkortoplysninger gemt på OnePlus' hjemmeside og har betalt ved blot at vælge dit kreditkort, er du ikke berørt, da du dermed ikke har indtastet oplysningerne fra bunden. Hvis du har betalt med PayPal, bør du heller ikke være berørt, oplyser OnePlus.

Du kan altså nemmest finde ud af, om du er blandt de berørte, ved at tjekke, om du har modtaget e-mailen fra OnePlus vist nederst i artiklen.

Er du berørt? Sådan skal du gøre

OnePlus anbefaler alle kunder at tjekke sine transaktioner på den konto knyttet til det kreditkort, som er brugt på OnePlus' hjemmeside. Hvis du opdager nogle transkationer, som du ikke umiddelbart kan genkende, og som ser mistænkelige ud, råder OnePlus dig til at kontakte din bank, som kan hjælpe dig med at få pengene tilbage. Hos flere banker kan du også via netbank selv gøre en indsigelse.

Har du spørgsmål, som du vil stille til OnePlus, kan du kontakte dem på denne side.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies