Onfone er solgt til TDC

Onfone er netop blevet købt af TDC for cirka 300 mio. kroner.

Onfone er solgt til TDC

Over det seneste halve år har hele telebranchen forventet, at Onfone ville blive solgt til en af de store mobiloperatører på markedet – noget Onfones ledelse hårdnakket har afvist alt om.

Men i dag fik analytikerne så ret! TDC overtager Onfones godt 170.000 kunder for cirka 300 millioner kroner. Det oplyser TDC i en pressemeddelelse. Den endelige salgspris afhænger af den samlede opgørelse. Prisen kan derfor ligge mellem 288 og 313 mio. kr.

Overtagelsen betyder umiddelbart ingen ændringer for kunderne i Onfone, der fortsætter som et selvstændigt selskab. Kunderne vil dog fremover komme til at benytte TDC’s mobilnet fremfor Telenors, som Onfone hidtil har anvendt.

I pressemeddelelsen står der yderligere, at kunderne fortsætter med de samme priser og vilkår.

På Mobilsiden.dk forventer vi dog, at TDC med opkøbet sætter en stopper for Onfones hidtidige aggresive prissætning.

Ingen selvstændige tilbage

Efter Onfone nu er opslugt af TDC, er der reelt ingen selvstændige teleselskaber tilbage på markedet.

Så snart et nyt tiltag opstår, bliver det nemlig opkøbt af de store firmaer i markedet.

TDC ejer nu blandt andet Fullrate, Telmore, M1 og Onfone. Telenor sidder på CBB Mobil og Bibob, mens Telia har fat i Call Me.

Salgspriserne

Fem lavprisselskaber har indtil nu haft held til at gennemføre et salg med høje gevinster til følge.

EPN har tidligere beskrevet drejebogen med følgende ord:

1/ Sæt priserne lavt
2/ Tab penge
3/ Få kunder
4/ Sælg skidtet til et stort selskab

Her er salgspriserne på de seneste fem handler:

Telmore solgt til TDC: 430 mio. kr.
CBB Mobil solgt til Telenor: 130 mio. kr.
Bibob solgt til Telenor: 93 mio. kr.
M1 solgt til TDC: 100 mio. kr.
Onfone solgt til TDC: 300 mio. kr.

Opfølgning:
 – Onfones kunder skal have nyt SIM-kort
 – Analytiker: Telia eller Telenor dør som følge af Onfone-salg

Læs også:
 – Analyse: Onfone er ikke billigst 

Sidste opdatering af historien

Vi følger op med den seneste udvikling. mobilsiden gik videre med sagen. Allerede d. 18/4/2011 fulgte vi historien op med fortællingen om Nu bliver mobilen dyrere at købe – Historien kan læses her. Seneste tidende om temaet kan du læse her..