Opdatering til HTC U12+ skal rette besværlige knapper

En opdatering til HTC U12+ skal rette de irriterende knapper, samt forbedre kamera, batteri og hastighed.

Opdatering til HTC U12+ skal rette besværlige knapper

I vores test af HTC U12+ klagede vi over nogle meget irriterende knapper på telefonen, som gjorde den daglige brug til lidt af en belastning. Under testen af telefonen lovede HTC dog, at de ville have en opdatering klar, som skulle rette dette, inden telefonen landede i butikkerne. Desværre lykkedes det ikke helt, da den kunne købes fra den 18. juni, men først nu rulles opdateringen ud. 

Se vi bort fra lidt forsinkelse, så indeholder opdateringen på 442 megabyte en lang række forbedringer. Den vigtigste synes vi er de digitale knapper, som nu er blevet optimeret, så de forhåbentlig fungerer bedre nu. Derudover er kameraet blevet opdateret med nye funktioner, bl.a. autozoom i videoer og video i 4K uden tidsbegrænsning. Der er også forbedringer til batteritiden og hastigheden. Til sidst er inkluderet sikkerhedsopdatering for juni måned.

Læs også: HTC bløder: Fyrer hver fjerde medarbejder

Knapperne er stadig dens største minus

Jeg startede selvfølgelig vores HTC U12+ op og installerede opdateringen, spændt på at opleve forbedringerne. Og jo, jeg kan godt mærke den er en snert hurtigere og jeg kan også se de nye kamera features. Jeg kan også mærke en lille forbedring af de digitale knapper, men det er stadig ikke godt nok. Og jeg tror aldrig det bliver godt nok, desværre. Min tvivl går på om det overhovedet kan løses via softwareopdateringer.

HTC U12 knapper
Knapperne på HTC U12+ er bedre efter opdateringen, men de er stadig til daglig irritation. Foto: Mobilsiden.dk

Skal man fx trykke på volumeknapperne gentagne gange, fx når man skruer op eller ned for lyden, så er det en langsommelig proces. På en telefon med normale knapper kan trykke hurtigt, men det kan man godt opgive på U12+. 

Ligger telefonen på bordet, så kan man heller ikke trykke på tænd/sluk knappen, medmindre man holder på den modsatte side af telefonen. 

Knapperne på en mobiltelefon er noget man bruger mange gange om dagen. Virker de ikke optimalt, så bliver det lynhurtigt et irritationsmoment. Og det er hvad der sker med HTC U12+.

Vi afventer næste opdatering og krydser fingre.