Oppo på vej med 50 megapixels kamera – med lidt snyd

På diverse nyhedssites, kan man i dag finde lækkede fotos fra Oppos kommende flagskib - med en usandsynlig høj opløsning.

Oppo på vej med 50 megapixels kamera – med lidt snyd

I øjeblikket cirkulerer et lækket foto, efter sigende taget med Oppos kommende flagskib, Oppo Find 7. Selve motivet er udemærket, men det er især den rekordhøje opløsning på 50 megapixels der har skabt omtale.

Dermed er opløsningen fire gange højere end den man finder hos Oppos nuværende topmodel Oppo N1. Den kinesiske high-end producent er ellers kreative når det kommer til fotoudstyr til mobilen, hvor N1 blev udstyret med et selfie-venligt kipbart kamera. Spørgsmålet er hvorvidt de 50 megapixels rettere er kreativ pixelbogføring.

Læs også: Oppo N1 – kæmpetelefon med potentiale

Nærstuderer man EXIF-informationen, læser man, at objektivet har en brændevidde på 4mm, hvilket svarer til at objektivet kan dække en billedchip med omtrent samme størrelse som den nuværende Oppo N1, Galaxy S4 eller iPhone 5.

Det betyder at enten har Oppo formået kvantespringet, og presset fire gange flere pixels i deres chip end konkurrenterne – hvor det har taget omtrent 6 år at firedoble til den nuværende pixeltæthed. Eller mere sandsynligt, at billedet er en forstørrelse af originalen.

Vi er skeptiske på mobilsiden.dk, men i kan få et selvsyn af originalen her.