Opsigtsvækkende Asus-tablet er officiel

Asus har præsenteret den såkaldte Transformer Prime-tablet med hele fem processorkerner. Se specifikationer og frigivelse her.

Opsigtsvækkende Asus-tablet er officiel

For tre uger siden gav Asus det første smugkig på den nye Transformer Prime-tablet, men nu er alle kortene officielt lagt på bordet, og de viser både fornuftige specifikationer, konkurrencedygtig pris og en snarlig frigivelse.

Transformer Prime bliver den første tablet med den nye quad-core (firekernede) Tegra 3-processor fra Nvidia. Den har dog også en “støttekerne”, som bringer det samlede antal op på fem. Formålet er at spare strøm, da den kun vil arbejde, når der ikke er behov for de andre.

I første omgang vil Transformer Prime blive leveret med Android 3.2 som styresystem, men Asus lover, at en opdatering til det nyeste skud på stammen, Ice Cream Sandwich 4.0, snart vil følge.

asus transformer prime tablet

Batteriet skulle angiveligt kunne holde til 12 timer video (720p). Det bliver dog forlænget til 18 timer, hvis man benytter ekstraudstyr i form af keyboard-dock’en på billedet ovenfor.

Derudover lyder specifikationerne således:

– 10.1-inch SuperIPS+ display (ekstra stærkt “Gorilla-glas”)
– 1.3GHz quad-core NVIDIA Tegra 3-processor
– 1GB RAM
– 32GB eller 64GB intern lagerplads (udvidelse mulig via microSD)
– microHDMI-port
– kamera (8 megapixels) med videooptagelse
– 1,2 megapixels frontvendt kamera
– tykkelse: 8,33 mm
– vægt: 586 gram
– farver: Amethyst Gray eller Champagne Gold

Ifølge Asus bliver Transformer Prime frigivet “verden over” i løbet af december. Om det inkluderer det danske marked, melder historien ikke noget om på nuværende tidspunkt.

Prislejet er 499 og 599 dollars for henholdsvis 32GB- og 64GB-modellen. Til sammenligning koster den billigste iPad 2 med 16GB 499 dollars i USA (3.699 kroner i Danmark).

Den føromtalte keyboard-dock koster 150 dollars.