Paii – Ny mobilbetalings-app

De fire store teleselskaber er gået sammen og har lanceret en løsning til betaling med mobiltelefonen, der skal tage kampen op mod MobilePay.

Paii – Ny mobilbetalings-app

De fire største danske teleselskaber, TDC, Telia, Telenor og 3, er klar med en mobilbetalingsløsning. Paii (der udtales ligesom pay, “at betale”) er en app, der skal konkurrere med de etablerede spillere på markedet, MobilePay og Swipp. Hvor MobilePay har tæt ved 1 million brugere, har Swipp en fjerdedel, 250.000 brugere.

Firstmoverne på markedet, Danske Bank, står bag MobilePay, mens Swipp er et samarbejde mellem de øvrige banker. Altså er det første sted Paii adskiller sig, ved at det for første gang ikke er en bank, der står bag appen. Ved at det er teleselskaber, får brugerne den mulighed, at betalingen trækkes via telefonregningen.

Mobilsiden.dk har talt med administrerende direktør for Paii (tidligere 4T Mobile Payments), Peter Bredgaard. Han forklarer, at der i princippet er tale om en “forædling af betalingskortet”.

Højere beløbsgrænser

Hvis man ikke tilknytter et betalingskort til sin Paii-konto, bliver beløbet trukket via telefonregningen. Heri ligger en begrænsning på 225,- per betaling. Men tilknytter du et betalingskort, bliver grænsen 7.500 kroner per betaling – altså væsentlig mere end de 1.500 kroner, der er grænsen med MobilePay og Swipp.

Så snart betalingskortet er tilknyttet, er det ikke længere muligt at trække via telefonregningen.

Betalingen trækkes nu via din konto hos Paii. Her er det muligt – men ikke nødvendigt – at tanke penge til. Der kan stå op til 15.000 kroner på din Paii-konto. Du kan også sætte dit betalingskort op til at overføre automatisk, så snart der trækkes penge, hvilket i realiteten betyder, at pengene trækkes direkte fra den konto dit kort er tilknyttet.

Web-version på vej

Paii findes som app til Android og iOS, men endnu ikke til Windows Phone. Altså er 10 procent af de danske mobilbrugere udelukket fra det gode Paii-selskab.

I følge Peter Bredgaard er der umiddelbart ikke nogen app på vej til WP.

-”Vi har valgt at prioritere en web-version, der jo så kan bruges fra både Windows Phone og Blackberry,” forklarer han til Mobilsiden.dk.

Web-versionen kommer i en senere release. 

-”Om der skal komme en app til Windows Phone er noget vi tager stilling til løbende.”

Den digitale tegnebog

Med tiden vil Paii gerne erstatte hele din tegnebog, forklarer Peter Bredgaard.

-”Vi vil gerne gøre et stykke arbejde for at digitalisere hele den pung du kender i dag,” siger han.

Det kan blandt andet i fremtiden betyde digital aflæsning af dit medlemskort til fitnesscentret via NFC.

Læs mere om Paii eller hent den gratis app til Android eller iOS.