Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Philips lancerer 24-tommer Android TV til køkkenet

Philips lancerer 24-tommer Android TV til køkkenet

Et nyt TV fra Philips er designet specifikt til brug i køkkenet, og tænkes som konkurrent til eksisterende smart-displays.

Foto: Androidpolice.com

Der findes en række smart-displays, som blandt andet kan bruges i dit køkken, men som alle kommer med den hage, at det er begrænset, hvad der kan ses på dem. der mangler eksempelvis ofte muligheder for at tilslutte en TV-boks eller lignende, så man kan se flow-TV mens man laver mad.

Læs også: Nu kan Google Nest Hub fornemme din tilstedeværelse

Derfor er den bedste løsning ofte, at købe et mindre TV, med indbyggede smartfunktioner, som eksempelvis stemmeassistent. Nu har Philips lanceret et 24-tommer TV, der tilbyder alle smartfunktionerne i en overkommelig størrelse - specifikt designet til køkkenet.

Philips er sparsomme med detaljer om hardwaren i det nye Android TV, men fortæller, at TV'et har et HD-display, hvilket som regel betyder omkring 720p. Derudover har TV'et integreret Google Assistent, med dual far-field og echo-cancelling mikrofoner, der bruges til kommandoer og såkaldte hotwords. Mikrofonerne er indbygget i højtaleren, der også agerer fod på TV'et.

Højtaleren yder 16W, hvilket burde være rigeligt til det lille TV, og har en sluk-knap til mikrofonen, hvis man skulle ønske at afbryde lyttefunktionen. TV'et kommer med to HDMI-porte, hvoraf den ene er med ARC, der blandt andet kan bruges til tilslutning af Sonos. Derudover kommer TV'et med optisk indgang, antennestik, Ethernet-stik til kablet internetforbindelse, Bluetooth 4.2 og WiFi 802.11ac.

Læs også: Test: Google Nest Hub - Mere end bare en billedramme

Den medfølgende fjernbetjening indeholder de grundlæggende taster til at navigere rundt i TV'ets funktioner, samt dedikerede Android taster, der giver mulighed for hurtigt at starte YouTube, Netflix og Google Assistent.

TV'et er endnu ikke listet på Philips egen hjemmeside, og vi kender derfor ikke den danske pris. Den amerikanske pris ligger dog omkring 2.000 kroner, hvilket umiddelbart virker som en fornuftig prissætning. Til sammenligning koster et andet 24-tommer smartTV(uden Android) fra Philips omkring 2.999 kroner i danske butikker.

Opdatering

Philips har kontaktet Mobilsiden og fortalt, at der på nuværende tidspunkt ikke er nogen planer om at markedsføre køkken-TV'et i Europa. Der er altså desværre ingen udsigt til, at TV'et kommer til salg i Danmark.

Forrige artikel Næste artikel

Læs Mobilsidens debatregler her


Om brug af cookies