Plenti runder milepæl: har nu 50.000 kunder

Teleselskabet Plenti runder en vigtig milepæl, ved at hilse kunde nummer 50.000 velkommen

Plenti runder milepæl: har nu 50.000 kunder

Da Plenti gik i luften i foråret 2016, blev der lokket nye kunder til ved at tilbyde en anden form for abonnement. I stedet for at fokusere på taletimer og GB data, blev der givet frit for løb for både data og underholdning.

Som Plenti-kunde får du nemlig fri data på mobilen og adgang til et stort univers af både fysiske og digitale tjenester.

Lige nøjagtig denne formel synes at fungere, for selskabet tæller nu 50.000 abonnenter, heraf 18.000 nye i tredje kvartal alene.

Se også: Teleselskabet Plenti overhaler konkurrenterne

Succesen gør, ifølge medstifter og direktør Peter Mægbæk, at selskabets tilstedeværelse kan mærkes i den danske telebranche.

“At vi har fået 50.000 kunder betyder, at vi har fået en størrelse, hvor andre aktører i markedet kan mærke os. Og det viser, at vi har fundet et koncept, som giver rigtig god mening for danskerne. Generelt er vores læring, at kunderne efterspørger simple løsninger og få begrænsninger. Vi kan mærke, at der er mange, der køber ind på, at de ikke skal bekymre sig om at ramme et dataloft. Hos os kan de købe en større sikkerhed i forhold til deres mobilregning,” siger han i pressemeddelelse.

plenti peter mægbæk morten strunge
Plenti-stiftere Morten Strunge og Peter Mægbæk har tidligere stiftet teleselskaberne Onfone og Fullrate. Foto: plenti.dk

Forretningen skal fordobles

For Plenti betyder det gode resultat, at forventningerne kan skrues i vejret. Målsætningen var tidligere at skaffe 100.000 abonnenter de første to år – et mål som skal opjusteres ifølge Plenti-chefen:

“Med 50.000 nye kunder i butikken på omkring 9 måneder er vi rigtig godt tilfredse. Målet har hele tiden været at nå 100.000 efter 2 år. Og med det tempo vi vokser i nu, har vi god grund til at være endnu mere ambitiøse end det. Fri data på mobilen er det skridt ingen andre har turde tage – og et gennemført fokus på indhold er der heller ikke andre, der har satset på i samme grad som os. Det er en af vores helt store styrker,” siger Peter Mægbæk.

Se også:  Plenti lancerer Danmarks billigste abonnement med fri data