Porsche laver Blackberry-mobil

Her er en smartphone, der nok skal få savlet til at løbe hos en slipsedreng eller to...

Porsche laver Blackberry-mobil

Blackberry er aldrig blevet det store hit herhjemme, bortset fra blandt en udvalgt skare af slipseknuder. Og med iOS 5 og iMessage-systemet har Blackberry fået konkurrence på sin største fordel. Men nu kommer selveste Porsche til hjælp med en labert designet Blackberry-model, der nok skal skabe jubel på direktionsgangen.

Det er ikke første gang Porsche afviger fra de firehjulede. Eksempelvis har tyskerne tidligere lanceret bobslæder og kælke med hestelogoet. Der er også andre producenter, der har fået lov at smykke elektronikken med Porsches logo. Men det er, så vidt denne skribent er orienteret, første gang Porsche sell snitter en mobiltelefon.

Porsche Design P’9981 Blackberry Smartphone, som banditten hedder, er helt unik, som den er pakket ind i en ramme, der er smedet i rustfrit stål. Mobilen kører Blackberry OS 7 med et specielt Porsche-design. Under køleren gemmer den på en 1,2GHz processor, 8 GB lagerplads og microSD-port, understøttelse for NFC og et specialdesignet QWERTY-tastatur. Det indbyggede kamera kan skyde video i HD-kvalitet. På bagsiden er mobilen beklædt med læder.

P’9981 er bestemt ikke den mest avancerede mobil, du kan købe for penge. Langt fra. Men der er garanti for at vennerne i bestyrelseslokalet vil blive grønne af misundelse.

Prisen er endnu ikke meldt ud, og vil du være sikker på at få et eksemplar, skal du nok selv importere den fra det store udland. Læs mere om mobilen på Porsches hjemmeside.