Priser på Samsung Galaxy Note9 afsløret

En indonesisk reklame viser priserne på den kommende Samsung Galaxy Note9 ved forudbestilling.

Priser på Samsung Galaxy Note9 afsløret

Samsung er næsten klar til at offentliggøre den kommende Galaxy Note-topmodel som højst sansynligt kommer til at hedde Galaxy Note9. Selvom vi er flere uger fra den forventede offentliggørelse, så ved vi allerede en masse om telefonen. Det har nemlig ikke været sløjt med rygter og billeder af Samsung Galaxy Note9.

Læs også: Samsung Galaxy Note9: Alt vi ved om efterfølgeren i Note-serien

Det seneste rygte har sit udsping i et billede som er blevet lækket på Twitter. Billedet er en plakat med to forudbestillingsmuligheder, hvor der selvfølgelig også er angivet to priser. Selvom priserne er angivet i indonesiske Rupiah, som er nogenlunde lige så værdiløse som matadorpenge, kan vi stadig få en indikation på de danske priser.

Ved hjælp af Google lykkedes det mig at omregne det høje antal Rupiah, til et lidt mere spiseligt antal danske kroner. Den lille Galaxy Note9 har en pris på 6.000,00 danske kroner, mens storebror-modellen med sine 512 GB hukommelse, har en pris på cirka 7.800,00 danske kroner. Hvis vi så tager højde for rygtet om at Galaxy Note9 får samme pris som Galaxy Note8, hvilket var 7.749,00 kroner ved lancering, så ser det ikke helt usandsynligt ud.

Læs også: Tilbehør til Samsung Galaxy Note 9 lækket før tid

Derudover er det interessant at se, at man i Indonesien får en del ting med når man forudbestiller. Blandt andet cirka 350 kroners cashback og et 40″ smart-TV. Selvom de goder højst sandsynligt er eksklusive for Indonesien, så kan vi nok forvente lignende tilbud i Danmark. Om det bliver et smart-TV, en tablet eller et smartwatch, det skal jeg ikke kunne sige. Men et eller andet forventer jeg at Samsung vil forsøge at lokke med.